Projektidé belønnet

Ved ”OvaCure Innovation Challenge 2022”, der blev afholdt 19. og 20. september, præsenterede seniorbiostatistiker ved Hæmatologisk Forskningsenhed og professor ved AAU, Martin Bøgsted, et projekt, der blev udvalgt som ét af de to bedste. Med udvælgelsen fulgte en projektbevilling på 150.000 Euro. 
Ovecure bevilling

Ovacure er en non-profit NGO, der hjælper med at skaffe finansiering til lovende forskningsprojekter inden for æggestokkræft. Ved OvaCure Innovation Challenge inviteres førende forskere inden for deres felt til at deltage i en slags "hackaton", hvor de samarbejder om at udvikle udvikle koncepter og idéer til nye forskningsprojekter. 

Martin Bøgsteds gruppe var blandt de to, der blev udvalgt for at have præsenteret de bedste projektidéer. Med udvælgelsen følger 100.000 Euro plus 50.000 Euro til administrativ support. Midlerne skal bruges til at starte projektet og søge yderligere finansiering.

- Vores gruppes projekt havde titlen ”Targeting Giants in Ovarian Cancer”, som handler om at udvikle metoder til at ramme de store behandlingsresistente polyploide kræftceller, der dannes under behandling med kemoterapi. Hypotesen er, at det er disse celler, der er årsagen til en meget dårlige prognose for æggestokkræftpatienter, forklarer Martin Bøgsted.

I projektet skal Aalborg Universitetshospital / Aalborg Universitet bidrage med udviklingen af AI-baserede algoritmer til digital patologi, identifikation af behandlingstargets og datadrevet personlig medicin. 

- Projektet kan virkelig være med til at sætte Aalborg UH og Aalborg Universitet på landkortet og passer godt med Forskningskuben REPAIR, og jeg er sikker på, at Kuben har været medvirkende til, at Ovacure har fået øje på os, siger Martin Bøgsted.

Læs mere om Ovacure her og om Innovation Challenge.

Opdateret