Ph.d.-forsvar ved Markus Winther Frost

Fredag den 16. september forsvarer læge ved Ortopædkirurgisk Afdeling, Markus Winther Frost sin ph.d.-afhandling om hyppighed, oprindelse samt sværhedsgrad af komplikationer ved behandlingen af knoglemarvsforlængelsessøm. 
Markus Winther FrostKnogleforlængelse med externe fiksationssystemer var for tyve år siden en veletableret behandling for knogleforlængelse på under-ekstremiteten. Den store ulempe ved externe fiksationssystemer er de høje komplikationsrater og de fysiske gener fra den eksterne fiksation. Søm til knoglemarvsforlængelse blev introduceret med forventning om at reducere komplikationer og gener. Med mere end 14.000 FITBONE og PRECICE knoglemarvsforlængelsessøm indsat på verdensplan er knoglemarvsforlængelsessøm blevet mange ortopædkirurgers førstevalgsbehandling til knogleforlængelse. Imidlertid er viden omkring komplikationer ved knoglemarvsforlængelsessøm dog forsat mangelfuld. Litteraturen består af mindre retrospektive kohortestudier, som ikke bruger et fælles komplikationsklassifikationssystem. Komplikationer relateret til behandlingen med knoglemarvsforlængelsessøm blev derfor det primære mål for ph.d.-studiet med særligt fokus på hyppigheden af komplikationer samt deres oprindelse og sværhedsgrad. Patient og kirurgirelaterede risikofaktorer blev undersøgt som et sekundært formål. 

Først blev litteraturen undersøgt igennem en systematisk oversigt, som samlede 983 knogleforlængelsessegmenter. Komplikationer relaterede til forlængelsessøm, knogle og led var de hyppigste. En komplikation for hver tredje forlænget knogle var den overordnede komplikationshyppighed og komplikationer blev hyppigst observeret i distraktions- og konsolideringsfasen inden implantatfjernelse. 

Et retrospektive kohortestudie fra to kirurgiske centre med 314 inkluderede knogleforlængelser danner grundlaget for studie to. Hyppigheden af komplikationer blev fundet til én komplikation for hvert andet forlænget knoglesegment. De fleste komplikationer blev observeret i distraktions- og konsolideringsfasen inden implantatfjernelse. Dog var der overraskende mange komplikationer efter fjernelse af knoglemarvsforlængelsessømmet. Som i oversigtsstudiet var forlængelsessøm, led- og knoglekomplikationer de hyppigste komplikationstyper. Risikofaktorer med signifikant øget relativ risiko var: alder>20 år, FITBONE søm, tibia-forlængelse, aksekorrektion i forbindelse med forlængelse og øget længde af knogleforlængelsen. 

I det sidste studie blev intra- og inter-rater reproducerbarheden evalueret for komplikations-klassifikation for sværhedsgrad og oprindelsestype. En god inter-rater overensstemmelse for både komplikationssværhedsgrad og oprindelsestype blev fundet i begge de undersøgte grupper.

Kort beskrevet præsenterer ph.d.-afhandlingen hidtil manglende viden omkring hyppighed, oprindelse samt sværhedsgrad af komplikationer ved behandlingen af knoglemarvsforlængelsessøm. Afhandlingens resultater tyder på, at komplikationer ved behandlingen med knoglemarvsforlængelsessøm er hyppige, og at der findes forskellige risikofaktorer. Begge dele er vigtig viden i vurdering og behandling af patienter med forlængelsesmarvsøm.

Tid og sted

Forsvaret afholdes fredag den 16. september kl. 14.00 i Auditorium A, Forskningens Hus, Sdr. Skovvej 15 i Aalborg. Alle interesserede er velkomne.

Afhandlingens titel er "Complications in lower limb lengthening with a bone lengthening nail. An evaluation of the frequency and origin of complications in the literature and in corhort cases.  

Vejledere og bedømmelsesudvalg

Vejledere

  • Clinical Professor, Søren Kold, MD, PhD.
    Dept. of Orthopedic Surgery, 
    Aalborg University Hospital, Aalborg, Denmark.

  • Clinical Professor, Ole Rahbek, MD, PhD. 
    Dept. of Orthopedic Surgery, 
    Aalborg University Hospital, Aalborg, Denmark.

Bedømmelsesudvalg

  • Clinical Professor, Thomas Starch-Jensen (Chairman), DDS, PhD. 
    Dept. of Oral and Maxillofacial Surgery, 
    Aalborg University Hospital, Aalborg, Denmark.

  • Clinical Professor, Michael Mørk Petersen, MD, DMSc.
    Dept. of Orthopedic Surgery, 
    Rigshospitalet, University of Copenhagen, Denmark

  • Associate Professor, Joachim Horn, MD, PhD.
    Dept. of Childrens Orthopaedic, 
    Oslo University Hospital, Oslo, Norway. 

Opdateret