Ph.d.-forsvar ved Olav Lilleholt Schjørring

Torsdag den 27. juni forsvarer afdelingslæge Olav Lilleholt Schjørring, Afdeling for Anæstesi og Intensiv Medicin sin ph.d.-afhandling om brugen af ilt til patienter med lungesvigt indlagt på en intensivafdeling.

Olav Lilleholt SchjørringIlttilskud spiller en central rolle i behandlingen af patienter med lungesvigt indlagt på intensivafdeling. Frygten for livstruende iltmangel har imidlertid ført til en meget liberal behandling med ilt, hvor en stor del af intensivpatienterne har et iltindhold i blodet, der ligger over normalområdet, og modtager iltfraktioner i indåndingsluften der er flere gange iltindholdet i atmosfæren. Denne praksis er muligvis ikke hensigtsmæssig, da høje iltfraktioner i indåndingsluften og højt iltningsniveau i blodet medfører flere veldefinerede bivirkninger, og er påvist associeret med en øget dødelighed blandt flere undergrupper af kritisk syge patienter, herunder patienter indlagt på intensivafdeling. Det optimale iltningsniveau, der afvejer risikoen for iltmangel i forhold til risikoen for bivirkninger ved iltbehandlingen, kendes imidlertid ikke.

Afhandlingens omdrejningspunkt er igangsættelsen af et stort europæisk multicenter randomiseret klinisk forsøg, Handling Oxygenation Targets in the Intensiv Care Unit (HOT-ICU), der undersøger et højere versus et lavere iltningsmål i blodet hos akutindlagte patienter på intensivafdeling med lungesvigt. Indeholdt i afhandlingen er de forberedende studier til forsøget, hvilket indbefatter en spørgeskemaundersøgelse til afklaring af intensivlægers præferencer og holdninger i forhold til ilttilskud til respiratorbehandlede patienter samt et observationelt studie af patienter indlagt på fem intensive afdelinger i Region Nordjylland, hvis formål det var af klarlægge den nuværende kliniske praksis på området, samt at undersøge sammenhængen mellem et højt iltningsniveau i blodet og dødelighed. Slutteligt, så indeholder afhandlingen den publicerede protokolartikel for HOT-ICU-forsøget, den nuværende forsøgsstatus, og en lederartikel der argumenterer for valget af den arterielle ilttension som iltningsparameter i forsøget.

HOT-ICU-forsøget blev igangsat i juni 2017 og pågår i fem europæiske lande, aktuelt er 1.760 af 2.928 patienter inkluderet. Forsøget vil bidrage med ny viden indenfor et område hvor dette er hårdt tiltrængt, og vil derved fremadrettet være med til at sikre en mere videnskabeligt baseret, hensigtsmæssig brug af ilttilskud til patienter med akut lungesvigt indlagt på intensivafdeling.

Tid og sted

Ph.d.-forsvaret finder sted torsdag den 27. juni kl. 14.00 i auditoriet, Medicinerhuset, Aalborg Universitetshospital. Efterfølgende vil der være reception. Alle er velkomne.

Vejledere og bedømmelsesudvalg

Vejledere

  • Professor Bodil Steen Rasmussen (Hovedvejleder),
    Afdeling for Anæstesi og Intensiv Medicin,
    Aalborg Universitetshospital, Danmark

  • Professor Anders Perner,
    Intensiv terapiklinik, afd. 4131,
    Københavns Universitetshospital, Rigshospitalet, Danmark

 

Bedømmelsesudvalg

  • Professor Peter Søgaard (formand),
    Klinisk Institut,
    Aalborg Universitet, Danmark

  • Professor Mike Grocott,
    Clinical and Experimental Sciences,
    University of Southampton, England, Storbritannien

  • Professor Lars Simon Rasmussen,
    Anæstesi- og operationsklinikken, HovedOrtoCentret,
    Københavns Universitetshospital, Rigshospitalet, Danmark

Opdateret