Disputatsforsvar ved Stine Linding Andersen

Fredag den 21. juni forsvarer læge, ph.d. Stine Linding Andersen, Klinisk Biokemisk Afdeling, sin doktorafhandling om  forekomsten af kendt og uerkendt thyroideasygdom hos gravide samt risikofaktorer for udvikling af thyroideasygdom hos gravide.

Thyroideasygdom hos kvinder i den fødedygtige alder er overvejende autoimmunt betinget. Under graviditeten sker der ændringer i immunforsvaret og i thyroideafunktionen, hvilket påvirker forekomsten af thyroideasygdom under og efter en graviditet, og vanskeliggør diagnostikken af thyroideasygdom hos gravide.

Doktorafhandlingen inkluderer en række nationale studier, som belyser forekomsten af kendt og uerkendt thyroidea sygdom hos gravide samt risikofaktorer for udvikling af thyroideasygdom hos gravide.

Thyroideahormoner er vigtige udviklingsfaktorer og er særligt involveret i reguleringen af fosterets hjerneudvikling. I den tidlige graviditet er fosteret afhængig af thyroideahormoner fra moderen, og føtal programmering via maternel thyroidea sygdom er en hypotese.

Doktorafhandlingen inkluderer studier af gravide, som deltog i den danske nationale fødselskohorte ’Bedre Sundhed i Generationer’, og deres børn. Disse undersøgelser omhandler risikoen for neurokognitive og neuropsykologiske forstyrrelser hos børn født af mødre med abnorm thyroidea funktion i tidlig graviditet.

Thyroideasygdom hos gravide behandles med medicin. Doktorafhandlingen belyser risikoen for alvorlige bivirkninger ved brug af antithyroid medicin til behandling af for højt stofskifte hos gravide.

Samlet set bidrager afhandlingen med ny viden omkring forekomst, diagnostik og behandling af thyroideasygdom hos gravide og bidrager til overvejelserne om rutinemæssig undersøgelse af thyroideafunktionen hos gravide.

Tid og sted

Forsvaret finder sted fredag den 21. juni kl. 13.00 i Auditoriet, Aalborg Universitetshospital Syd. Efterfølgende vil der være reception. Alle er velkomne.

 

 

Bedømmelseskomité

Professor Jens Faber, MD, DMSc
Department of Medicine, Division of Endocrinology, Herlev University Hospital, Herlev, Denmark

Professor David Cooper, MD, MACP
Division of Endocrinology, Diabetes and Metabolism, The Johns Hopkins University School of Medicine, Baltimore, USA


Formand for bedømmelseskomitéen

Professor Christian Torp-Pedersen, MD, DmSc
Department of Health, Science and Technology, Aalborg University, Aalborg, Denmark