Talentpris til Stine Linding Andersen

Svend Andersen Fonden uddelte hæder og støtte til den lokale lægevidenskab ved nytårskur på Aalborg Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet.

 
Læge Stine Linding Andersen sammen med næstformand i Svend Andersen Fondens bestyrelse, ph.d. Mads Heuckendorff.

Hoveduddannelseslæge ved Klinisk Biokemisk Afdeling og tilknyttet Endokrinologisk Forskningsenhed, Stine Linding Andersen, modtog Svend Andersen Fondens talentpris på 50.000 kroner.
 
Et omdrejningspunkt for Stine Linding Andersens forskning er at studere, hvordan forstyrrelser i stofskiftet hos gravide har betydning for fosterets udvikling. I en stor undersøgelse blandt en kohorte på 100.000 gravide har hun blandt andet påvist, at et markant for lavt stofskifte i tidlig graviditet kan have negative konsekvenser for barnets intelligens.
 
Fonden uddelte desuden en ph.d.-pris på 25.000 kroner til Hjalte Holm Andersen fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi – og to forskningsår-stipendier til medicinstuderende Nicolaj Munch Jensen og Dennis Christian Andersen. Stipendierne er hver på 150.000 kr. fordelt med 10.000 kr. per måned til løn i 12 måneder og 30.000 kr. til omkostninger.
 
Bedømmelseskomiteen bestod af næstformand i fondens bestyrelse, ph.d. Mads Heuckendorff, medlem af fondens bestyrelse, professor og overlæge Bente Klarlund Pedersen samt prodekan Ole Kæseler Andersen, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AAU.

Opdateret