Smart opfindelse revolutionerer kondital-måling

Forskere fra Aalborg Universitetshospital og Aalborg Universitet står bag en opfindelse, der revolutionerer måden, man måler en persons kondital hurtigt og præcist. Snart kan den være standardudstyr i lægeklinikker verden over.
Professor Peter Søgaard (tv) og lektor Samuel Emil Schmidt står bag Seismofit-boksen.

Konceptet er enkelt: En lille boks, der sættes på brystkassen, og som ved hjælp af vibrationssensorer registrerer hjertets bevægelser. Målingerne sendes til en smartphone, hvor en app omsætter optagelsen til en værdi for maksimal iltoptagelse – VO2max – eller på godt dansk konditallet.

- Det er ganske imponerende, hvor præcise målinger, vi kan lave, siger overlæge ved Hjertemedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital og professor ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet, Peter Søgaard, om den opfindelse han og lektor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet, Samuel Emil Schmidt står bag.

Opfindelsen, der har fået navnet Seismofit, bruger som nævnt vibrationssensorer – såkaldte accelerometre til at registrere de sammentrækninger og udvidelser, der sker i hjertet, når det pumper blod rundt i kroppen.

Ved hjælp af avancerede algoritmer omsættes målingerne til VO2max – der er en værdi for hjertekredsløbets evne til at optage ilt og udnytte det til omsætning af fysisk energi, som er et vigtigt pejlemærke for personens sundhed – og risikoen for tidlig død.

- Normalt kræver det et større udstyrsstykke at måle VO2max. Det vil typisk foregå i et laboratorium, og er meget fysisk krævende for personen, idet man fx skal cykle for fuld kraft i 15-20 minutter, mens man iført maske og slanger har en computer til at måle luftindtag, iltoptag og CO2-produktion mv. Det er både upraktisk og dyrt, og for svage patienter er det ikke uden risiko, fortæller Peter Søgaard.

 

Seismofit
Selvom den lille måler ikke ser ud af meget, er potentialet enormt, mener de to opfindere.

Stærkeste indikator for sygelighed og dødelighed

Med Seismofit kan målingen ske på et par minutter, mens personen ligger stille på en briks. Og det åbner mulighed for, at langt flere kan få målt deres kondital, fx hos deres praktiserende læge.

- I følge American Heart Association, som er den amerikanske pendant til Hjerteforeningen, er VO2max sandsynligvis den stærkeste indikator for en persons sygelighed og dødelighed. Derfor anbefaler de, at VO2max undersøges regelmæssigt, siger Samuel Emil Schmidt.

Det er dog ikke en anbefaling, som efterleves, da måling af VO2max med konventionel teknik er både besværlig, tidskrævende og dyr. Forskernes håber derfor, at deres opfindelse kan føre til, at VO2Max-målinger bliver en del af standardpakken i almen praksis eller andre steder i sundhedssektoren på linje med fx kolesterol- og blodtryksmålinger:

- Studier viser, at hvis man som teenager har et lavt fysisk aktivitetsniveau, så er risikoen for at udvikle overvægt, hjerte-kar-sygdom og diabetes større. Så ud fra en samfundsøkonomisk betragtning kan lettere adgang til den slags målinger være med til at forebygge en masse sygdom og dermed også sikre, at folk kan fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet i flere år, siger Peter Søgaard.

International anerkendelse

Allerede tidligt i forskernes arbejde stod det klart, at deres enestående koncept skulle udvikles til et fysisk produkt, for at komme ud af laboratoriet og blive til gavn for millioner af mennesker verden over.

Sammen med en ph.d.-studerende og kolleger med erfaring i kommercialisering stiftede de spin-out virksomheden VentriJect, der i dag tæller 6 fuldtidsansatte foruden en håndfuld sælgere.

- Vores kunder er på nuværende tidspunkt primært virksomheder, der tilbyder sundhedstjek, men vi er også i dialog med offentlige aktører, inden for blandt andet forsvaret, siger Samuel Emil Schmidt.

Sidste år vandt VentriJect en 2. plads ved Healthcare Innovation World Cup blandt en gruppe af de 300 mest innovative startup-virksomheder inden for sundhed. Og forskerne er blevet inviteret til at præsentere Seismofit ved en konference afholdt af FN i forbindelse med organisationens generalforsamling, som i disse dage finder sted i New York.

- De har udnævnt vores opfindelse som værende blandt de fem mest lovende opfindelser inden for digital sundhed. Det er jo et kæmpe skulderklap, og noget vi er enormt stolte over, siger Peter Søgaard.

Der arbejdes fortsat på at forbedre algoritmerne, der behandler de målinger, boksen registrerer, og på sigt er det det forskernes mål, at deres opfindelse kan bruges til at få et endnu dybere indblik i hjertets sundhed, og eventuelt spotte hjertesygdomme på et tidligt tidspunkt.

Seismofit-apparatet er opfundet i samarbejde med ingeniør Kasper Sørensen. Stiftere af virksomheden Ventriject er foruden Peter Søgaard, Samuel Emil Schmidt og Kasper Sørensen, Peter Samuelsen, Stig Visti Andersen og professor Johannes Jan Struijk.

 

 

Forfatter: Kommunikationskonsulent Peter Friis Jeppesen, pfj@rn.dk