Dansk-kinesisk samarbejde udvides

Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling og Aalborg Universitet har i dagene 9.-13. oktober haft besøg af klinikere og forskere fra universitetshospitalet og det medicinske fakultet i Yinchuan, Ningxia, Kina. Formålet med besøget var at underskrive to samarbejdsaftaler, og dermed udvide det allerede eksisterende samarbejde omkring hjertepatienter.

Som en del af programmet, blev de kinesiske gæster vist rundt i de kardiologiske afdelinger og på operationsgangen, hvor de kunne få et indblik i, hvordan arbejdet er tilrettelagt på et dansk hospital.

Den nye samarbejdsaftale betyder, at også kardiologer, thoraxanæstesiologer, operations- og anæstesisygeplejersker samt perfusionister sammen med hjertekirurger kan rejse til Kina med henblik på at udveksle viden og erfaring med deres kinesiske kolleger.

- Begge parter har været meget tilfredse med det samarbejde, vi allerede indledte sidste år med universitetet og hospitalet i Kina, og derfor er vi glade for, at det nu udvides til at omfatte flere faggrupper.

Desuden giver den nye aftale os mulighed for at udveksle ph.d.-studerende og etablere fælles forskningsprojekter. Det fortæller ledende overlæge på Hjerte-lungekirurgisk Afdeling, Jan Jesper Andreasen, der allerede nu spår, at samarbejdet i fremtiden vil komme til at spænde over flere specialer.

Som verdens mest befolkningsrige, er Kina en attraktiv samarbejdsnation, idet danske forskere hermed får adgang til en meget stor gruppe potentielle patienter, som kan indgå i danske forskningsprojekter. Aftalen betyder, at de første to kinesiske ph.d.-studerende allerede er på vej til Danmark, hvor de skal tilbringe det første år i klinikken.

Den udvidede samarbejdsaftale giver desuden mulighed for, at kinesiske patienter kan komme til Aalborg og blive opereret i de tilfælde, hvor der er ledig kapacitet og patienterne kan tåle rejsen hertil.

- Det er dog vigtigt at sikre, at ingen Nordjyske patienter kommer til at vente længere på behandling end hvad der ellers ville have været tilfældet; men da vi ind imellem har lidt ledig kapacitet, kan vi lige så godt tilbyde denne til vores samarbejdspartnere i Kina, al den stund de andre danske regioner ikke ønsker at gøre brug af den ledige kapacitet hos os.

- Adgangen til kinesiske patienter betyder, at vi opnår endnu større erfaring på mange forskellige områder inden for fx hjertekirurgien, hvilket selvfølgelig i sidste ende vil komme de fremtidige Nordjyske patienter til gavn. Samarbejdet med Kina medvirker derfor til, at vi lettere kan fastholde en høj kvalitet inden for disse højt specialiserede funktioner i Nordjylland, forklarer Jan Jesper Andreasen.

Det som gjorde størst indtryk på de kinesiske gæster var vores kvalitetskontrol og det omfattende elektroniske dokumentationsarbejde – på godt og ondt.

Jan Jesper Andreasen rejser igen til Kina med en eller flere kolleger i løbet af den kommende vinter.


Opdateret