Forskningsstrategi
Vision
Afdelingen ønsker at understøtte en stærk forskningskultur, herunder tilbyde attraktive karriereveje, opfordre til tværfagligt forskningssamarbejde, have fokus på udvikling af metoder inden for specielt immunhistokemi og molekylærpatologi samt være en central aktør i både national og international forskning.
Mission
Missionen er at udføre og understøtte forskning som danner grundlag for diagnostik af høj kvalitet og på højt internationalt niveau for at sikre individualiseret diagnostik og patientbehandling.
Afdelingen ønsker at skabe et frugtbart forskningsmiljø internt såvel som eksternt, samt inspirere og inddrage uddannelseslæger, speciallæger og andre faggrupper til forskning.
Mål og strategi
- Etablering af et forskningsudvalg
- Initiering af nye forskningsprojekter
- Allokering af tid til forskning
- Fuld digitalisering af afdelingen i 2033
- Udvikling og forskning indenfor molekylærpatologi
- Udvikling af netværk på Aalborg UH, AAU, nationalt og internationalt
- Understøttelse af protokoller og andet forskningssamarbejde med de kliniske forskningsenheder
- Understøttelse af forskningsmiljøet ved deltagelse i metodestudier, kvalitetssikringsprojekter, kandidatspecialer, forskningsårs-studerende, forskningstræningsprojekter og Ph.d.-studier
- Øget synlighed og fokus på patologiopgaver ved forskningssamarbejde med andre specialer og eksterne partnere
- Udvikling og kvalitetssikring i samarbejde med AAU
- Repræsentation af afdelingens speciallæger i DMCG’er
- Sikring af kontinuitet i forbindelse med generationsskifte
Ledelsesorganisering af forskning på Patologiafdelingen
Patologiafdelingen tilstræber en bred forankring af forskningen, hvor både formelle og uformelle hierarkier og sociale netværk anerkendes. Informationer deles gennem forskningsudvalget som et retningsgivende forum. Opgaven for udvalget er at sikre gennemførelse af forskningsprojekter efter bedste standard og af høj kvalitet, og at synliggøre alle typer af forskningsprojekter gennem publikation og PR.
Forskningsudvalget sammensættes med bred repræsentation fra både forskning og udvikling. For at holde en gennemgående struktur består forskningsudvalget af enkelte faste medlemmer. For at holde åbenhed, bredt engagement og ligeværdighed er forskningsudvalget i princippet åbent for alle interesserede i forskning og udvikling. De åbne pladser vælges af de respektive faggrupper. Interne og eksterne gæster kan inviteres til at deltage i møder.
Faste medlemmer af forskningsudvalget: professor, cheflæge, chefbioanalytiker,1-2 ledende overbioanalytikere, kliniske lektorer, forskningskoordinerende læge, molekylærbiolog, ph.d.-studerende, NordiQC lægefagligt ansvarlige, repræsentant for DUF, sekretær.
Åbent medlemskab: Repræsentant for overlæger, repræsentant for afdelingslæger, repræsentant for uddannelseslæger, ph.d.-studerende, repræsentant fra NordiQC.
Gæster ad hoc: Interne eller eksterne inviterede efter dagsorden, emner og projekter m.m.
Forskningsudvalget kan godt afholde møder uden ledelsesrepræsentanterne. Udvalget har en flad demokratisk struktur, som dog ledes af en formand, som er den kliniske professor eller forskningsansvarlige overlæge. Beslutningskompetencen ligger i Patologiafdelingens formelle ledere dvs. professor som ligeledes er den forskningsansvarlige overlæge, cheflæge, chefbioanalytiker og de ledende overbioanalytikere. Sagsbehandling kan evt. indstilles til behandling i udvidet afdelingsledelse.
Udvalget mødes 1 gang om måneden i semestermånederne. Udvalgsmøderne finder sted efter rul på tirsdage, onsdage og torsdage kl. 14-15. Tidsrum kan fastsættes iht. dagsorden. Der tilstræbes en årlig temadag.
Forskningsudvalget definerer selv deres opgaver og opgaveløsning. Det tilstræbes at have sekretariatsbetjening. Koordinering og dokumenthåndtering sker i Forskningsudvalgets TEAMs gruppe ”Forskningsudvalg Patologiafdelingen”. Udvalget arbejder med faste dagsordener og årshjul for behandling af emner. Nye forskningsprojekter indsendes til forskningsudvalgets sekretær og formand. Projektansvarlige inviteres evt. til at fortælle om projektet.
Ledelsen af forskningen på Patologafdelingen varetages af afdelingens formelle ledere, dvs. professor (som også er den forskningsansvarlige overlæge), cheflæge, chefbioanalytiker og de ledende overbioanalytikere.
Opdateret