Husker du at registrere dit forsknings- eller kvalitetsprojekt på regionens fortegnelse?
Kravet om registrering af aktiviteter, der omfatter en behandling af personoplysninger, findes i GDPR’s artikel 30. Langt de fleste regionale forsknings- og kvalitetsprojekter skal således registreres.
Registreringsskemaet i REDCap kan tilgås her. I skemaet skal du bl.a. angive oplysninger om projektets titel, formål og varighed, og du skal svare på spørgsmål om samarbejde med andre parter, dataopbevaring, håndtering af data ved projektudløb mv.
Når du indsender det udfyldte skema, modtages det automatisk hos Forskningsdata og Statistik (FORSA). FORSA gennemgår skemaet og kontakter dig i tilfælde af uklarheder eller spørgsmål. Når gennemgangen og eventuelle korrigeringer er gennemført, modtager du en mail fra FORSA’s sagsbehandler via enten forskningsanmeldelse@rn.dk eller kvalitetsanmeldelse@rn.dk. Mailen indeholder et vedhæftet dokument, som er en bekræftelse på, at projektet nu er optaget på fortegnelsen. Du kan derefter opstarte projektet.
I forbindelse med registreringen tildeles alle projekter et unikt ID-nummer, som vil fremgå af bekræftelsesbrevet. ID-nummeret skal bl.a. bruges, hvis du har ændringer til en eksisterende registrering, eller du kan henvise til nummeret, hvis du i forbindelse med dit projekt skal lave journalopslag og skal angive en begrundelse for opslaget i f.eks. NordEPJ.
Du kan rette henvendelse til en af ovenstående postkasser, hvis du har brug for at ændre i en registrering. Bemærk derudover, at registreringsskemaet opdateres af FORSA hvert år, og ovenstående link gælder således kun for 2026.
Du kan læse mere om registrering på regionens fortegnelse i den juridiske forskningshåndbog.
Gratis kursus og oplæg
Forskningsdata og statistik (FORSA) udbyder løbende kurset ”Juridiske rammer for forskningsprojekter”. Kurset indeholder en gennemgang af centrale juridiske krav og regler, herunder kravene om projektregistrering, lovhjemmel til journalopslag samt opbevaring af data.
Du kan læse mere om kurset her
Derudover kommer vi gerne ud til din afdeling eller enhed og holder oplæg om forskningsjuridiske emner. Oplæg er gratis og kan skræddersys til specifikke ønsker og behov. Du kan læse mere om mulighederne på denne side: Kurser og undervisning.