Tiltrædelsesforelæsning Kristian Hay Kragholm

Fredag den 22. maj holder overlæge Kristian Hay Kragholm tiltrædelsesforelæsning i forbindelse med sin ansættelse som klinisk professor i kardiologi ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet og Hjertemedicinsk Afdeling. 

Kristian Kragholm

Kardiologien står i disse år midt i en markant teknologisk udvikling, hvor store kliniske datasæt, avanceret billeddiagnostik og kunstig intelligens åbner nye muligheder for tidligere diagnostik og mere præcis behandling af hjertesygdomme. 

Kristian Kragholms forskning tager afsæt i kardiovaskulær epidemiologi og akutte hjertehændelser, hvor særligt præhospital EKG-forskning spiller en central rolle. Målet er at udvikle metoder, der kan sikre hurtigere og mere præcise risikovurderinger og behandlinger til patienter med akutte hjertesygdomme. 

Samtidig arbejder forskningen med at udnytte potentialet i kunstig intelligens i hjerte-CT, hvor avanceret billedanalyse kan forbedre både diagnostik, behandling og patienternes prognose. Et andet centralt fokus er digital health og big data, hvor samarbejde mellem klinikere, ingeniører og data scientists – blandt andet via Clinda og CardioTech ved Aalborg Universitet – skal bidrage til udviklingen af fremtidens datadrevne klinik.

Derudover arbejder forskningsgruppen med randomiserede kliniske studier inden for blandt andet kardio-onkologi, kardio-hæmatologi og hjerte-CT samt med at styrke den data-infrastruktur, der danner grundlag for moderne kardiovaskulær epidemiologi.

Ambitionen er at skabe ny viden, der kan føre til mere målrettede, personlige behandlinger og bedre prognose for patienter med hjertesygdom.

Tiltrædelsesforelæsningen har titlen "Datadrevet kardiologi – fra kardiovaskulær epidemiologisk forskning til kunstig intelligens i hjerte-CT", og finder sted fredag den 22. maj kl. 14.30 Auditoriet, AAU SUND, Selma Lagerløfs Vej 249, 9260 Gistrup. Efter forelæsningen vil der være reception.