Tiltrædelsesforelæsning ved Salome Kristensen
Reumatologien er i hastig forandring, hvor store kliniske datasæt og kunstig intelligens skaber nye muligheder for tidlig diagnostik og mere præcis, individualiseret behandling.
Salome Kristensens forskning tager udgangspunkt i en kombination af kliniske forsøg og registerbaserede studier, der har til formål at identificere og forebygge komorbiditeter hos patienter med inflammatoriske gigt- og bindevævssygdomme. Gennem detaljerede analyser af patientdata søger forskningen at kortlægge de specifikke risikofaktorer, der bidrager til udviklingen af samtidige sygdomme. Målet er at udvikle metoder, der gør det muligt at gennemføre tidligere og mere præcise risikovurderinger, hvilket kan forbedre den kliniske beslutningstagning og sikre en mere målrettet behandling af hver enkelt patient.
Ved at udnytte store kliniske datasæt og nationale biobanker med kortlægning af biomarkører og genetiske profiler kan der udvikles prædiktionsmodeller, som både forbedrer diagnostikken, identificerer de mest effektive behandlingsmuligheder og forudser patienternes prognose på et tidligt stadie. Denne tilgang har potentiale til at transformere, hvordan vi forstår og behandler inflammatoriske sygdomme, idet den muliggør mere skræddersyede og præcise behandlingsforløb. Denne forskning er et skridt på vejen mod en fremtid, hvor behandlinger ikke kun er baseret på generelle retningslinjer, men er nøje tilpasset den enkelte patients unikke sygdomsprofil.
Forelæsningens titel: Komorbiditeter hos patienter med inflammatoriske gigt- og bindevævssygdomme – fra epidemiologiske studier og kliniske forsøg til behandling tilpasset den enkelte patient.
Læs mere om Salome Kristensens udnævnelse til professor her.
Tid og sted
Tiltrædelsesforelæsningen finder sted fredag den 26. juni kl. 14.00 i Medicinerhusets auditorium, Mølleparkvej 4, 9000 Aalborg. Efter forelæsningen vil der være en reception.