Ph.d.-forsvar ved Jan Walter Dhillon Shanmuganathan

Tirsdag den 2. juni forsvarer læge og ph.d.-studerende ved Hjertemedicinsk Afdeling, Jan Walter Dhillon Shanmuganathan sin ph.d.-afhandling om risikoen for blodprop i hjertet hos patienter med kræft.

Jan Walter Dhillon ShanmuganathanOverlevelsen blandt patienter med kræft er forbedret markant gennem de seneste årtier, hvilket har øget fokus på ikke-cancerrelateret sygelighed og dødelighed. Hjerte-kar-sygdom er blevet en væsentlig konkurrerende dødsårsag blandt patienter med kræft, og vurdering af kardiovaskulær risiko udgør derfor en vigtig udfordring inden for cardio-oncology.

Jan Walter Dhillon Shanmuganathans ph.d.-afhandling undersøger risikoen for blodprop i hjertet hos patienter med kræft ved hjælp af landsdækkende danske sundhedsregistre. Afhandlingen består af tre registerbaserede studier, som undersøger både kræftrelateret kardiovaskulær risiko og behandlingsrelateret kardiotoksicitet.

Det første studie undersøgte risikoen for blodprop i hjertet på tværs af 13 kræfttyper og påviste betydelig variation mellem kræftsygdommene, med særligt forhøjet risiko blandt patienter med myelomatose, nyrekræft, blærekræft, leukæmi og gastrointestinal kræft. Det var desuden bemærkelsesværdigt, at den iskæmiske risiko ikke nødvendigvis fulgte kræftsygdommens prognose og i høj grad var påvirket af konkurrerende dødelighed.

På baggrund af den øgede risiko blandt patienter med gastrointestinal kræft undersøgte de to efterfølgende studier risikoen for blodprop i hjertet efter behandling med fluoropyrimidin-baseret kemoterapi, herunder 5-fluorouracil og capecitabin. Begge behandlinger var associeret med en øget tidlig risiko for blodprop i hjertet, hvilket understøtter en mulig klasseeffekt af fluoropyrimidiner.

Samlet set viser afhandlingen, at risikoen for blodprop i hjertet blandt patienter med kræft er heterogen og påvirkes af både kræftspecifikke faktorer og eksponering for kræftbehandling. Afhandlingen bidrager til en forbedret forståelse af kardiovaskulær risikovurdering inden for onkologi og understreger betydningen af tæt tværfagligt samarbejde mellem kardiologi og onkologi.

Tid og sted

Ph.d.-forsvaret afholdes tirsdag den 2. juni, kl. 13.00 i lokale 11.01.032A, Aalborg Universitet, Selma Lagerløfs Vej 249, 9260 Gistrup.

Vejledere og bedømmelsesudvalg

Vejledere

  • Associate Professor Phillip Freeman, MD, PhD, Department of Cardiology, Aalborg University Hospital, Aalborg University, Denmark
  • Professor Kristian Kragholm, MD, PhD, Department of Cardiology, Aalborg University Hospital; Aalborg University, Denmark
  • Professor Laurids Østergaard Poulsen, MD, PhD, Department of Oncology, Aalborg University Hospital; Aalborg University, Denmark
  • MD, Ph.D Harman Yonis, Aalborg University, Denmark

Bedømmelsesudvalg

  • Professor Helle Damgaard Zacho, MD, PhD, Department of Clinical Physiology and Nuclear Medicine, Aalborg University Hospital; Aalborg University, Denmark
  • Professor Miguel Nobre Menezes MD, PhD, Department of Cardiology, Hospital de Santa Maria, Lisbon, Faculty of Medicine, University of Lisbon, Portugal
  • Associate Professor Britt Elmedal Laursen MD, PhD, Department of Molecular Medicine / Department of Oncology, Aarhus University Hospital; Aarhus University, Denmark