Kom til åbent hus i laboratorierne i Forskningshuset

Tirsdag den 19. maj inviterer forskningslaboratorierne i Forskningshuset i Hospitalsbyen til åbent hus for alle interesserede medarbejdere.

I forbindelse med udflytningen til Hospitalsbyen er forskningslaboratorier fra Afdeling for Blodsygdomme, Klinisk Immunologisk Afdeling, Hjertemedicinsk Afdeling og Klinisk Biokemisk Afdeling blevet samlet i moderne faciliteter i Forskningshuset. 

Tirsdag den 19. maj fra kl. 14-16 åbner de dørene og giver kolleger fra hele hospitalet mulighed for at komme forbi og opleve de nye rammer.

- Nu er vi flyttet ind, og vi er superglade for de nye faciliteter, hvor vi i højere grad har mulighed for at samarbejde på tværs og trække på hinandens kompetencer. Vi vil derfor rigtig gerne vise laboratorierne frem for alle, der kunne tænke sig at høre mere om de metoder og teknikker, vi arbejder med, eller som overvejer muligheder for forskningssamarbejde, siger professor ved Afdeling for Blodsygdomme Karen Dybkær.

Åbent hus i forskningslaboratorierne
Professor Aase Handberg, postdoc Hanne Due Rasmussen og seniorforsker Malene Møller Jørgensen ser sammen med professor Karen Dybkær frem til at byde velkommen i laboratorierne den 19. maj.

Programmet indledes med en velkomst ved lægefaglig direktør Søren Pihlkjær Hjortshøj og professor ved Klinisk Biokemisk Afdeling Aase Handberg. Herefter vil der være mulighed for at møde forskergrupperne og få en uformel snak om idéer eller mulige projekter.

- Vi håber, at så mange som muligt vil lægge vejen forbi og hilse på. Vi glæder os i hvert fald til at vise, hvad laboratorierne kan byde på – og måske kan det være startskud til nye samarbejder på tværs af afdelinger, siger Karen Dybkær.

Tid og sted

Tirsdag den 19. maj fra kl. 14-16 - Forskningshuset, etage 01 (Indgang 7)