Ph.d.-forsvar ved Surenth Nalliah

Fredag den 6. november 2026 forsvarer læge ved Billeddiagnostisk Afdeling sin ph.d.-afhandling om brugen af kunstig intelligens og radiomics på CT-scanninger til diagnosticering, karakterisering og monitorering af kronisk betændelse i bugspytkirtlen.

Surenth NalliahKronisk betændelse i bugspytkirtlen (kronisk pankreatitis) er en kompleks inflammatorisk sygdom, der er forbundet med betydelig sygelighed. CT-scanning spiller en central rolle i diagnosticeringen og vurderingen af sygdommen, men den traditionelle vurdering af billederne er overvejende kvalitativ, hvilket begrænser mulighederne for objektivt at karakterisere sygdommen og følge dens udvikling.

I sin ph.d.-afhandling har Surenth Nalliah undersøgt potentialet i radiomics og kunstig intelligens (AI) til at forbedre vurderingen af kronisk pankreatitis ved hjælp af almindelige CT-scanninger. Der blev udviklet en automatiseret metode til billedanalyse, som kan afgrænse bugspytkirtlen, diagnosticere og karakterisere kronisk pankreatitis samt følge strukturelle forandringer over tid. AI-modellernes diagnostiske præstation blev desuden sammenlignet med ti eksperter i kronisk pankreatitis fra Danmark og Norge, som uafhængigt af hinanden vurderede CT-scanningerne.

Resultaterne viste, at AI-baserede radiomics-modeller kunne diagnosticere kronisk pankreatitis med en præcision, der var sammenlignelig med eller højere end eksperternes. Modellerne identificerede desuden billedkarakteristika, som var forbundet med bugspytkirtlens eksokrine funktion, mens sammenhængene med diabetes og smerter var mindre udtalte.

Derudover gjorde ændringer i radiomics-karakteristika over tid det muligt at foretage en kvantitativ vurdering af sygdommens strukturelle udvikling. Dette førte til udviklingen af et nyt indeks for sygdomsprogression, Chronic Pancreatitis Progression Index (CPPI).

Samlet viser resultaterne potentialet i AI-baseret analyse af CT-scanninger til at give en mere objektiv og kvantitativ vurdering af kronisk pankreatitis og dermed understøtte udviklingen af non-invasive billeddiagnostiske biomarkører til diagnosticering, karakterisering og monitorering af sygdommen.

Tid og sted

Ph.d.-forsvaret finder sted fredag den 6. november 2026 kl. 13.00 i lokale 11.01.032A, Aalborg Universitet, AAU SUND, Selma Lagerløfs Vej 249, 9260 Gistrup.

Der afholdes reception efter forsvaret, hvor alle er velkomne.

Vejledere og bedømmelsesudvalg

Vejledere

  • Professor Jens Brøndum Frøkjær, Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital
  • Lektor Esben Bolvig Mark, Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital
  • Professor Søren Schou Olesen, Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital
  • Professor Asbjørn Drewes, Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital

Bedømmelsesudvalg

  • Lektor Luit Penninga, Aalborg Universitet, Danmark
  • Privatdozent Georg Beyer, LMU University Hospital, Tyskland
  • Professor Benjamin Schnack Brandt Rasmussen, Syddansk Universitet, Danmark