Tiltrædelsesforelæsning ved Laurids Østergaard Poulsen
Laurids Østergaard Poulsens forelæsning har titlen "Colorectal cancer: One size fits none - but what matters most?" og handler om udviklingen inden for diagnostik og behandling af kolorektal cancer, hvor nye teknologier, molekylær karakterisering, avanceret billeddannelse og kunstig intelligens baner vejen for mere individualiserede behandlingsforløb. Med afsæt i klinisk og translationel forskning belyser Laurids Østergaard Poulsen i sin forelæsning, hvordan bedre forståelse af sygdommens biologiske variation kan forbedre patientudvælgelse, behandlingsrespons, prognose og livskvalitet samt forme fremtidens skræddersyede kræftbehandling.
Om forelæsningen
Onkologisk behandling af kolorektal cancer befinder sig i en tid med markante forandringer, hvor nye diagnostiske metoder, avanceret billeddannelse og molekylær karakterisering udfordrer den traditionelle tilgang til udredning og behandling. Den voksende indsigt i sygdommens biologiske heterogenitet gør det tydeligt, at én strategi sjældent passer til alle patienter – og at individualiseret behandling i stigende grad er afgørende for at forbedre både prognose og livskvalitet.
Laurids’ forskning tager udgangspunkt i et bredt klinisk og translationalt perspektiv på gastrointestinale kræftsygdomme, med særligt fokus på kolorektal cancer. Dette omfatter diagnostiske, prognostiske og terapeutiske studier, herunder undersøgelser af bivirkninger som neurotoksicitet og kardiovaskulære hændelser samt mekanismer bag stråleresistens i rektalcancer.
Gennem kliniske forsøg, nationale registre, biobanker og avancerede billeddannelsesteknikker søger forskningen at identificere de faktorer, der reelt påvirker behandlingsrespons og langtidsudfald. Dette inkluderer studier i protonterapi, immunterapi, total neoadjuverende behandling og brugen af kunstig intelligens til risikostratificering og prædiktion af behandlingsrespons.
Et centralt mål er at udvikle modeller og metoder, der gør det muligt at tilbyde mere individualiserede behandlingsforløb – fra bedre udvælgelse af patienter til organbevarende strategier til mere præcis strålebehandling og optimeret systemisk behandling. Dette arbejde bygger på et stærkt nationalt og internationalt forskningsnetværk, herunder samarbejder med Stanford University, Ohio State University og flere nordiske universiteter.
Denne forskning peger mod en fremtid, hvor behandlingen af kolorektal cancer ikke længere baseres på generelle retningslinjer, men på en dyb forståelse af de biologiske, kliniske og patientrelaterede faktorer, der betyder mest for den enkelte.
Tid og sted
Forelæsningen afholdes fredag den 14. august kl. 14.00 i Medicinerhusets auditorium, Mølleparkvej 4, 9000 Aalborg. Alle interesserede er velkomne. Efter forelæsningen vil der være reception.
Vær opmærksom på, at tilmelding er nødvendig. Dette skal ske senest 5. august via dette link.