Støtte til kræftforskning og rehabilitering fra Danmarks Frie Forskningsfond

To forskningsprojekter med rødder på Aalborg UH har netop modtaget støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond.

DFF

Færre alvorlige bivirkninger ved kræftbehandling

Det første projekt ledes af professor Marianne Tang Severinsen fra Afdeling for Blodsygdomme. Hun leder et projekt, der skal undersøge, om man kan reducere komplikationer i forbindelse ved behandling af blodkræftsygdommen MDS ved at give patienterne en lavere dosis.

Højrisiko-MDS er en alvorlig blodkræftsygdom, som medfører knoglemarvssvigt med indlæggelseskrævende infektioner samt behov for blodtransfusion. 

For hovedparten af patienterne er den eneste behandlingsmulighed kemoterapi i form af stoffet azacitidin. Normalt består en behandlingsserie af 7 dage med kemoterapi, efterfulgt af 21 dages pause, hvorefter serien gentages, hvis patienten ellers er klar efter forrige kur. En del patienter får dog behov for indlæggelse i løbet af de 3 uger, og derfor kan det ofte være nødvendigt at aflyse behandlingen, da patienten ikke er klar til at modtage behandlingen igen. Denne problemstilling vokser med tiden, hvorfor dosis ofte må reduceres.

I et lodtrækningsforsøg vil Marianne Tang Severinsen undersøge, om en lavere dosis azacitidin, hvor behandlingen kun gives i 5 dage før en pause, vil betyde færre indlæggelser og aflysninger af planlagt behandling. Forskerne forventer den samme overlevelse ved lavere dosis, men langt bedre livskvalitet, da de hyppige indlæggelser og aflysninger stresser patienten. Forskerne forventer desuden, at en lavere behandlingsdosis vil betyde bedre udnyttelse af ressourcer i sundhedsvæsenet. Projektet gennemføres i samarbejde med alle danske afdelinger der behandler MDS.

Projektet er støttet med kr. 4.886.630

Bedre rehabilitering efter blodprop i hjernen

Det andet studie handler om træthed efter blodprop i hjernen, og ledes af professor Michael Skovdal Rathleff fra Fysio- og Ergoterapiafdelingen.

Træthed (også kaldet fatigue) er et af de mest invaliderende symptomer efter en blodprop i hjernen – også når det “kun” drejer sig om en mindre blodprop eller TCI (transitorisk cerebral iskæmi). Mange oplever en usynlig træthed, der gør det svært at vende tilbage til arbejde og hverdag, men får alligevel kun i begrænset omfang tilbudt genoptræning. Derudover er der ingen forskningsbaseret viden om, hvilken form for genoptræning, der kan bedre denne invaliderende træthed.

Projektet skal undersøge, om et enkel, struktureret og hjemmebaseret fysisk aktivitetsprogram kan hjælpe med at reducere træthed hos netop denne patientgruppe. Rationalet for at fysisk aktivitet kan bedre træthed er stærk, men på trods af det, er det endnu ikke testet tilstrækkeligt. Indsatsen skal udvikles i samarbejde med patienter og sundhedsprofessionelle, så den passer ind i den virkelighed, de lever i – og så den kan udbredes bredt, fx via digital understøttelse.

Projektet vil skabe vigtig viden om, hvorvidt træthed kan afhjælpes med fysisk aktivitet og hvordan vi i så fald bedst hjælper patienterne til dette. Resultaterne vil danne grundlag for fremtidige anbefalinger i kliniske retningslinjer og skabe mere lige adgang til rehabilitering.

Projektet er støttet med kr. 3.417.497

Læs mere på DFF.dk