Ny professor i kardiovaskulær epidemiologi og hjerte-CT
Kristian Kragholm har i en årrække markeret sig som en førende forsker inden for hjertesygdomme og akutte hjertehændelser, og hans professorat markerer en styrkelse af den kliniske forskningsindsats i skæringspunktet mellem epidemiologi, avanceret billeddiagnostik og digital sundhed.
- Jeg er dybt beæret over udnævnelsen og ser frem til at fortsætte det tætte samarbejde med samarbejdspartnere på tværs af hospitalet og universitetet samt nationalt – særligt med fokus på at forbedre patienternes behandling og prognose gennem datadreven, teknologisk og tværfaglig forskning, siger Kristian Kragholm.
Fokus på fremtidens kardiologi
Med base på Hjertemedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital og tæt tilknytning til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet er det Kristian Kragholms ambition at være en central drivkraft i udviklingen af forskning og innovation inden for kardiologi – lokalt, nationalt og internationalt – ved at kombinere klinisk erfaring med de nyeste teknologiske muligheder:
- Et vigtigt fokusområde for mig er præhospital EKG-forskning, hvor målet er at sikre hurtigere og mere præcise risikovurderinger og behandlinger til patienter med akutte hjertesygdomme. Samtidig arbejder jeg med at udnytte potentialet i kunstig intelligens i hjerte-CT for at forbedre diagnostik, behandling og patienternes outcome, siger Kristian Kragholm.
Kristian Kragholm ønsker også at gennemføre randomiserede kontrollerede studier inden for bl.a. kardio-onkologi, -hæmatologi og hjerte-CT, for at afdække nye behandlingsstrategier.
- Et spændende forskningsområde er desuden digital health og big data, hvor samarbejdet med ingeniører og data scientists ved CardioTech og Aalborg Universitet skal indfri ambitionen om at etablere fremtidens datadrevne klinik. Endelig ønsker jeg at arbejde med at forbedre den data-infrastruktur, der danner basis for kardiovaskulær epidemiologi – med det formål at skabe mere målrettede og personlige behandlinger til hjertepatienter – og dermed forbedre både deres behandling og prognose, siger han.
Stærke partnerskaber og bevillinger
Kristian Kragholm er hovedansøger og deltager i flere større forskningsprojekter støttet af bl.a. Novo Nordisk Fonden og Kræftens Bekæmpelse. Aktuelt er han involveret i forskning i brugen af lægemidlet dapagliflozin til forebyggelse af systolisk hjertesvigt for patienter med lymfekræft, samt præhospital EKG-forskning med fokus på hurtig diagnosticering og intervention.