Succes i Sverige: Aalborg UH-forskning rigt repræsenteret på international konference om pankreassygdomme

Før påske tog en delegation af syv pankreasforskere fra Aalborg UH en tur over bælt og sund for at præsentere deres forskning ved Scandinavian Baltic Pancreas Symposium, der blev afholdt på Karolinska Universitetshospital i Stockholm. Her præsenterede de forskning, der blev kåret blandt konferencens bedste.

Omkring 150 førende forskere inden for pankreassygdomme fra Skandinavien og Baltikum var i dagene 30.-31. marts samlet for at præsentere igangværende forskningsprojekter og fremlægge den nyeste viden inden for området. 

Delegationen fra Aalborg UH talte professor Asbjørn Mohr Drewes og professor Søren Schou Olesen, der begge var blevet inviteret til at holde oplæg. Derudover deltog også de yngre forskere Cecilie Siggaard Knoph, Mathias Ellgaard Cook og Line Davidsen, der alle er ph.d.-studerende samt læge og ph.d. Louise Kuhlmann Asferg. Alle havde indsendt abstracts og var efterfølgende blevet inviteret til at fremvise deres forskningsresultater som posters.

Unge forskere tog priser

Ganske enestående blev Mathias Ellgaard Cook og Line Davidsens abstracts blev som to af konferencens tre bedste, og begge blev belønnet med et forskningslegat og en mulighed for at præsentere deres forskning foran de øvrige deltagere. 

Mathias Ellgaard Cook har i sin forskning kortlagt forekomsten af inflammatoriske sygdomme i bugspytkirtlen. Med afsæt i sundhedsdata fra 4,6 mio. danskere fulgt i en periode på 19 år har han for første gang kunne vise naturhistorien for de inflammatoriske sygdomme i bugspytkirtlen; altså i hvilket omfang sygdommen udvikler sig fra akutte anfald til kronisk betændelsestilstand og i sidste ende kræft i bugspytkirtlen. Resultaterne viser blandt andet, at selvom kræft i bugspytkirtlen forekommer sjældent hos patientgruppen, så mangedobles den relative risiko i takt med, at bugspytkirtelbetændelsen udvikler sig til en kronisk tilstand.

Line Davidsens forskning omhandler patienter der udvikler diabetes som følge af betændelse i bugspytkirtlen. I hendes arbejde har hun undersøgt, om et kendt diabetespræparat har en forebyggende virkning på risikoen for insulinchok og dødelighed. Studiet bygger på data fra Landspatientregisteret, hvor hun har set på danskere, som har fået konstateret diabetes efter deres diagnose for betændelse i bugspytkirtlen. Resultaterne viser, at de patienter, der har været i behandling med den pågældende type diabetesmedicin har en lavere risiko for at få insulinchok og en lavere dødelighed i forhold til dem, der ikke har modtaget behandlingen.

Foruden præsentationerne og de fornemme posterpriser har Louise Kuhlmann, Asbjørn Mohr Drewes, Mathias Ellgaard Cook og Søren Schou Olesen også bidraget til to kapitler i bogen ”A Primer In Pancreas”, der blev udgivet i forbindelse med konferencen.