Udvælgelsen af ForskningsKUBER er i fuld gang

Et stærkt felt af ansøgere har budt ind i konkurrencen om at blive udvalgt til Aalborg UHs første ForskningsKUBER. Udvælgelsesprocessen går nu ind i sin afsluttende fase.

Ikke færre end 13 forskningsmiljøer fra alle hjørner af hospitalet har budt ind i forbindelse med første ansøgningsrunde til Aalborg UHs nystartede vækstprogram for forskning, ForskningsKUBER. Der var deadline 1. juni, og lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt glæder sig over, at interessen for det nye koncept har været stor:

- Vi har et stærkt felt af ansøgere, og jeg er meget imponeret over at se, hvordan mange favner det interdisciplinære samarbejde, både på tværs af hospitalet, men også i form af samarbejder med institutter på Aalborg Universitet. Det er meget lovende for såvel det videnskabelige som det kliniske potentiale, der er i ForskningsKUBERne, fortæller han.

Præsenteres 13. september

6 af de 13 ansøgninger er nu udvalgt til næste runde, hvor de ud fra en række kriterier skal granskes af et eksternt hold af reviewere fra Københavns Universitet. Sideløbende skal de udvalgte ansøgere den 28. juni præsentere – eller pitche, som det hedder på moderne dansk – deres forskningsfelter for styregruppen bag ForskningsKUBERne.

Præsentationerne skal sammen med de eksterne revieweres vurdering danne grundlag for, at styregruppen til september kan udvælge de forskningsfelter, der skal repræsentere Aalborg UHs to første ForskningsKUBER.

- Vi glæder os rigtig meget til at kunne præsentere ForskningsKUBERne ved et arrangement den 13. september. Vi håber, at kuberne kan være med til at støtte den positive udvikling, som forskningen på Aalborg UH har gennemgået over en mangeårig periode, og være med til at løfte nye områder til et niveau, der kan markere hospitalet fagligt både nationalt og internationalt, siger Michael Braüner Schmidt.

Om ForskningsKUBER

ForskningsKUBER er et vækstprogram, der har til formål at understøtte hospitalets kliniske forskning.  Hver KUBE tildeles startkapital svarende til 1-2 mio. kr. pr. år i en afgrænset periode, og der udarbejdes en performancekontrakt for så vidt angår funding og publicering mv. 

Styregruppen bag ForskningsKUBER på Aalborg UH består af hospitalsdirektør Jens Ole Skov, lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt, sygeplejefaglig direktør Lisbeth Kjær Lagoni, direktør for økonomi og drift Kim Mikkelsen, professor Henrik Nielsen, professor Henrik Vorum, dekan Lars Hvilsted Rasmussen, prodekan Ole Kæseler Andersen og institutleder Sten Rasmussen.

Læs mere om ForskningsKUBER på https://aalborguh.rn.dk/forskning/faa-stoette-til-din-forskning/forskningskuber