Klinik Diagnostik udforskede
Årets arrangement løb af stabelen den 9. maj, og som vanligt var der afsat en eftermiddag til et tætpakket program både foredrag og postersession.
Postdoc Peter Rubak, Klinik Diagnostik, var dagens første foredragsholder. Ud fra egne erfaringer talte han under overskriften: ”Hvad er forskning og hvad kan vi bruge det til? ” Herunder hvordan man kommer i gang og hvor, der kan hentes hjælp.
Dagen bød herefter på postersession med præsentation af 8 postere. Hver poster blev præsenteret på en storskærm i auditoriet. Der var afsat i fem minutter til hver præsentation, og efterfølgende to minutter til spørgsmål fra tilhørerne.
Efter en pause med networking, indledte forskningsdeltager og patient Per Nørgaard samt MR-udviklingsradiograf Louise Bach Jensen eftermiddagen med et foredrag, der tog udgangspunkt i, hvordan det er, at være forskningsdeltager i et forskningsprojekt. De kom blandt andet ind på fordele og ulemper ved at være forskningsdeltager samt hvordan, man forskningen ses fra et patientperspektiv. Oplægget havde overskriften ”Motivation for deltagelse i et forskningsprojekt – Hvad er vigtigt når man deltager som patient? ”
Rækken af oplæg sluttede med et interessant kig på Fundamentals of Care, og hvad det indbefatter. Oplægget blev holdt af postdoc Karin Bundgaard Mikkelsen, Klinik Hoved-Orto & Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje og havde overskriften ”Fundamentals of Care - Er det også noget for os? ”
Dagen blev afsluttet med opsamling og evaluering samt overrækkelse af gave til dagens bedste poster. Alle posterne blev vurderet af en dommerkomité, og den bedste poster blev fundet ud fra kriterierne design, fagligt indhold samt mundtlig præsentation af posteren. Vinderen af postersessionen blev bioanalytiker Freja Eriksen, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling med posteren ”Kan Gardnerella prøvetagningsrør erstattes med eSwabs til undersøgelse for bakteriel vaginose?”
Positiv respons
Arrangementet fik positiv respons fra de ca. 40 deltagere, der var der i løbet af dagen. Flere deltagere tilkendegav, at det havde været nogle meget inspirerende oplæg samt postere, og at det var på et højt fagligt indhold.
UDFORSK afholdes af Diagnostikkens Udviklingsråd, DUF. DUF blev etableret i 2014 på baggrund af Aalborg UHs visioner og strategier for udvikling og forskning. Formålet med rådet er, at fremme og formidle udvikling og forskning i Klinik Diagnostik blandt bioanalytikere, radiografer og sygeplejersker. Klinik Diagnostik består af specialerne: Klinisk Biokemi, Klinisk Mikrobiologi, Klinisk Immunologi, Patologisk Institut, Nuklearmedicinsk, Radiologisk, Klinisk Genetisk afdeling samt Steril Centralen. Medlemmerne i DUF er to repræsentanter fra hvert speciale samt en sygeplejerske repræsentant.