Asbjørn Mohr Drewes modtager Ridderkorset

Professor og overlæge ved Medicinsk Gastroenterologisk Afdeling, Asbjørn Mohr Drewes, er tildelt ordenen ”Ridder af Dannebrog”.

Den kongelige orden modtager Asbjørn Mohr Drewes på baggrund af sin mangeårige og banebrydende forskning i sygdomme inden for smerter og forstyrrelser i mave-tarm-systemet, specielt inden for kronisk pankreatitis.

Asbjørn har som professor og overlæge ved Medicinsk Gastroenterologisk Afdeling samt leder af det multidisciplinære forskningscenter, Mech-Sense, og Center for Pankreassygdomme, været drivkraften bag epokegørende forskning, der bl.a. har resulteret i nye kliniske retningslinjer, som har flyttet det gastroenterologiske fag og har gavnet patienter verden over.

Hans store engagement og drivkraft har bl.a. ført til imponerende 530 publikationer og et veletableret internationalt netværk med aktive forskningssamarbejder i både Europa, Asien, Australien, Indien og USA. Han er en inspirationskilde for yngre kollegaer og er en nøgleperson i flere faglige selskaber.

Ud over at kunne kalde sig Ridder af Dannebrog modtog Asbjørn Mohr Drewes også Hagedorn-prisen i 2018.

Opdateret