Smerteforskning i topklasse

Danmark er med i den absolutte top, når det gælder smerteforskning. I en ny opgørelse over europæisk smerteforskning indtager Danmark en flot 6. plads - og én af de mest citerede forskere er fra Aalborg UH.

Det er magasinet "Lab Times", der står bag opgørelsen. I oktober-udgaven har man registreret tidsskriftsartikler fra perioden 2009-2015 inden for "pain research", og trods vores beskedne størrelse er der fra danske forskere i perioden udgået ikke færre end 1.030 artikler, som i gennemsnit hver er citeret mere end 18 gange. Det bringer os på en samlet 6. plads, hvor vi målt på antal artikler er overgået af mere folkerige nationer som Tyskland, England, Holland og Frankrig.

På listen over mest citerede forfattere finder vi "vores egen" professor ved Medicinsk Gastroenterologisk Afdeling og Mech-Sense, Asbjørn Mohr Drewes. Målt på antal citationer indtager han en imponerende 23. plads til trods for, at han som læge har sine ikke-forskningsrelatede forpligtelser i klinikken og i øvrigt beskæftiger sig med en række andre forskningsområder som motilitet, fysiologi og billeddannelse. Blandt forskerne er Asbjørn den 6. mest publicerende med 163 artikler om smerter i perioden.

Læs hele opgørelsen her: http://www.labtimes.org/epaper/LT_17_05.pdf#page=34