Ph.d.-forsvar ved Lasse Jørgensen Cehofski
Grenveneokklusion (BRVO) er en hyppig synstruende karsygdom i øjets nethinde. Synstabet ved tilstanden skyldes ofte et ødem i nethinden (makulært ødem). Hæmmere af vascular endothelial growth factor (VEGF) og dexamethason implantater anvendes til behandling af makulært ødem. Virkningen af disse præparater kan imidlertid være vanskelig at fastholde, og mange behandlinger og kontrolbesøg er derfor ofte nødvendige.
Viden om nethindens proteinprofil ved en grenveneokklusion kan anvendes til at forbedre eksisterende behandlinger og udvikle nye behandlingsstrategier. Formålet med ph.d.-afhandlingen var således at studere nethindens proteinprofil efter en eksperimentel grenveneokklusion.
Ved at anvende en eksperimentel dyremodel efterfulgt af proteinanalyse foretaget med massespektrometri blev det påvist, at grenveneokklusion med fører et øget niveau af adhesionsproteiner bl.a. integrin β-1.
I et efterfølgende studie blev grenveneokklusion behandlet med et anti-VEGF præparat. Studiet viste bl.a., at en anti-VEGF intervention med ranibizumab reducerede niveauet af integrin β-1 i nethinden.
Dernæst fulgte et studie, hvor grenveneokklusion blev behandlet med et dexamethasonimplantat. Studiet viste, at dexamethason øger nethindens niveau af caveolin-1 og sænker niveauet af platelet-derived growth factor receptor-α (PDGFR-α) og VEGF receptor-2. Dexamethason intervention formodes derfor at have en gavnlig effekt på nethinden ved at nedregulere PDGFR-α og VEGF receptor-2 samt ved en immunmodulerende effekt medieret af caveolin-1.
Ph.d.-afhandlingen giver et indblik i de patologiske processer i nethinden, der opstår ved en grenveneokklusion og bidrager med viden om ændringer på proteinniveau efter anti-VEGF og dexamethason interventioner.
Ph.d.-afhandlingen har titlen "The Retinal Protein Profile in Experimental Branch Retinal Vein Occlusion - Interventions With an Intravitreal Anti-VEGF Agent and a Corticosteroid Implant".
Tid og sted
Ph.d.-forsvaret finder sted fredag den 18. august kl. 13.00 i auditoriet, Forskningens Hus, Aalborg Universitetshospital. Efter forsvaret afholdes en reception. Alle er velkomne.
Vejledere og bedømmelsesudvalg
Vejledere
- Henrik Vorum, Professor, overlæge, dr. med., ph.d., Øjenafdelingen, Aalborg Universitetshospital og Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet
- Bent Honoré, Professor, læge, dr. med., Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet
- Anders Kruse, overlæge, Øjenafdelingen, Aalborg Universitetshospital
- Benedict Kjærgaard, overlæge, Biomedicinsk Forskningslaboratorium
Bedømmere
- Jakob Grauslund, Professor, overlæge, dr. med, ph.d. Øjenafdelingen, Odense Universitetshospital
- Greg Rice, Professor, University of Queensland, UG Centre for Clinical Research, University of Queensland, Australia