Stor bevilling til smerteforskningsprojekt

Det Frie Forskningsråd | Sundhed og Sygdom har netop bevilget 1,8 mio. kroner til et forskningsprojekt ved Aalborg Universitetshospital, der skal kortlægge effekten af vagusnerve-stimulering hos patienter med kroniske smerter.

Forskningsprojektet er et samarbejde mellem den radiologiske forskningsenhed, Mech-Sense samt Pancreascenter Aalborg og ledes af professor Jens Brøndum Frøkjær.

Kroniske smerter er en hyppig tilstand med ofte store helbredsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser. Traditionel smertebehandling med morfinlignende lægemidler har ofte en utilstrækkelig virkning på smerterne og en række uønskede bivirkninger. Derfor er nye ikke-farmakologiske behandlingstiltag ønskede.

- I studiet ønsker vi at se på, om man ved elektrisk at stimulere vagusnerven, på halsen eller i øret, kan reducere smerteopfattelsen. Det er en ret ny behandling, som vi i dette studie ønsker at afprøve på patienter med pancreatitis (kronisk bugspytkirtelbetændelse, red.), fortæller Jens Brøndum Frøkjær.

Ifølge professoren er kronisk bugspytkirtelbetændelse et prototype-eksempel på en kronisk smertelidelse, hvor svære kroniske mavesmerter er dominerende og medfører en sensibilisering af centralnervesystemet, som med tiden bliver oversensitivt. I studiet vil forskerne derfor se, om man ved at stimulere vagusnerven kan normalisere smertesystemet.

Jens Brøndum Frøkjær og forskerne i den radiologiske forskningsenhed har stor erfaring med at anvende nye og avancerede skanningsteknikker til at kortlægge hjernens funktioner, og har i en række tidligere studier tilvejebragt ny viden om smertemekanismerne bag kroniske smertefulde lidelser.

Baseret på den baggrundsviden, ser forskerne nu frem til at gennemføre et randomiseret, dobbeltblindet og sham-kontrolleret studie for derved at kortlægge effekten af vagusnerve-stimulering på smerter hos patienter med kroniske smerter, med specielt fokus på kortlægning af hjernens neuroplasticitet og smerteopfattelse med avancerede MR-scanningsteknikker.

- Vi forventer, at denne viden vil kunne overføres på andre kroniske smertetilstande, og at en sådan mekanismeorienteret, ikke-farmakologisk behandling således kan få stor betydning for fremtidens behandling af kroniske smerter, fortæller Jens Brøndum Frøkjær.

Projektet gennemføres som et ph.d.-studie og vil vare de næste tre år.