Ændringer i loven om Danmarks Frie Forskningsfond DFF med betydning for opslag 2026

Danmarks Frie Forskningsfond har offentliggjort tre væsentlige opdateringer, som har betydning for forskere, der planlægger at søge frie forskningsmidler i 2026. Opdateringerne vedrører både det kommende opslag og ændringer i lovgrundlaget for fondens virke.

Nyt og revideret opslag af frie forskningsmidler til marts

Det nuværende opslag af frie forskningsmidler fra DFF er taget midlertidigt ned. Fonden har meddelt, at et nyt og revideret opslag forventes offentliggjort i medio marts 2026. Dette opslag bliver det gældende grundlag for ansøgninger om frie forskningsmidler i 2026, herunder krav, kriterier og ansøgningsfrister.

Baggrunden er, at opslaget skal tilpasses de ændringer i lov om Danmarks Frie Forskningsfond, som trådte i kraft 1. januar 2026. Forskere opfordres derfor til at afvente det reviderede opslag, før der færdiggøres ansøgninger.

Ændring af lov om Danmarks Frie Forskningsfond

Lovændringen, som trådte i kraft 1. januar 2026, giver DFF udvidede muligheder for at tilrettelægge sine virkemidler og opslag. Det betyder blandt andet, at fonden fremover kan:

  • Begrænse antallet af ansøgninger, som den enkelte ansøger kan indsende
  • Indgå samarbejde med andre offentlige og private fonde om fælles eller tematiske opslag
  • Forlænge sin strategiperiode, således at den nuværende strategi løber frem til udgangen af 2027

 

Fonden forventer at kunne offentliggøre de reviderede vurderingskriterier og krav til CV og publikationsliste i løbet af januar 2026.

Når det samlede opslag af frie forskningsmidler offentliggøres ca. den 16. marts, vil det derudover indeholde justerede vurderingskriterier.

Fundingenheden informerer, når der foreligger mere detaljeret information om opslag, frister og krav. Har du spørgsmål til, hvordan ændringerne kan påvirke dine planlagte ansøgninger, er du velkommen til at kontakte os.