DVT-Ambulatorium
I DTV-Ambulatorium, Farsø undersøger og udreder vi patienter, som har symptomer på blodprop i arm eller ben. DVT står for dyb venetrombose, som er blodpropper.
Undersøgelse og behandling
Henvisning
I DTV-Ambulatorium, Farsø modtager vi patienter til akut behandling. Du bliver henvist til os fra din egen læge eller Lægevagten. I dagtimerne kan du komme direkte fra lægen og til hospitalet. Modtager vi henvisningen udenfor vores åbningstid, ringer vi dig op den følgende dag og indkalder dig til undersøgelse.
Forløb på hospitalet
Inden du kommer herind, aftaler vi, om du skal møde op i laboratoriet for at få taget blodprøver, eller om du skal møde op i Radiologisk Afdeling for at blive ultralydskannet.
Når du har fået taget blodprøver og er blevet skannet, kommer du over til os i DVT-Ambulatoriet. Her taler du med lægen, som har fået resultaterne af dine blodprøver og skanninger. Viser undersøgelserne, at du har en blodprop, får du en støttestrømpe og kommer i medicinsk behandling med det samme.
Viser undersøgelserne derimod ikke tegn på blodpropper, undersøger lægen, hvad der så kan være årsag til dine symptomer.
Efter 3 uger
3 uger efter du har fået konstateret blodproppen og er kommet i behandling, kontakter vi dig telefonisk. Vi taler om, hvordan du har det, og aftaler, om du skal begynde på en ny type medicinsk behandling.
Antal patienter
Vi modtager cirka 1000 patienter om året.
Lokalitet
DVT-Ambulatoriet er en del af Medicinsk Dagafsnit.