Når du ankommer
Efter operationen
-
Når operationen er slut, bliver du kørt fra operationsstuen til opvågningsafsnittet. Den anæstesisygeplejerske, som har været med under operationen følger med dig til opvågningen, hvor hun giver en rapport til opvågningssygeplejersken om forløbet af din bedøvelse og operation.
-
I opvågningen får vi ikke besked om, hvordan selve operationen er gået. Derfor kan vi desværre ikke informere dig om det, mens du er på opvågningen. Du vil typisk først få den information, når du er retur på sengeafsnittet.
-
I Opvågningen har vi brug for en del udstyr og apparatur, så vi kan observere dig. For nogle kan udstyret virke overvældende.
Du bliver tilkoblet vores skærm, hvor vi observerer din hjerterytme med 3 ledninger på brystet. Vi observerer også dit blodtryk med en manchet på armen og iltmætningen i dit blod med en klemme på fingeren. Nogle patienter har desuden fået lagt et lille plastikrør i armen, hvor der er tilkoblet en slange, som vi kan tage blodprøver fra.
En alarm betyder ikke altid, at der er noget galt
Indimellem kan en alarm fra apparaturet gå i gang og give lyd fra sig. Det kan give anledning til bekymring og være med til at skabe uro på afsnittet. Vi reagerer selvfølgelig, hvis alarmen lyder, men en alarm betyder ikke altid, at noget er galt. Spørg personalet, hvis du bliver nervøs over, at din alarm går i gang.
-
Opvågningssygeplejersken tilser dig hyppigt og er hele tiden i nærheden. Vil tilser desuden ofte operationsområdet, og vi spørger ind til smerter og kvalme. Hvis du har behov for det, tilbyder vi dig smertestillende og kvalmestillende medicin. Men kan ofte forvente at have smerter efter en operation, men smerterne skal være tålelige.
-
Opvågningsafsnittet er et åbent rum, hvor der plads til 4 -9 patienter. Der vil være skærmet af til de andre patienter, men der er ikke meget plads i afsnittet, og dit privatliv er begrænset, mens du er i opvågningen.
Vi tager selvfølgelig de nødvendige forholdsregler for at sikre, at din blufærdighed ikke bliver krænket, og at vi overholder vores tavshedspligt i forhold til hver enkelt patient.
-
Det varierer meget, hvor længe patienter ligger i opvågningsafsnittet. Det kan være alt fra ½ time til 1 døgn. Det afhænger af både operationstype, bedøvelse og af den enkelte patient.
Når alle dine værdier er stabile, og vi har set, at du har været vågen og har det godt, bliver du kørt tilbage til sengeafsnittet af en portør. Sengeafsnittet har fået besked om dit forløb i opvågningen, inden du kommer dertil.