Dine måltider på dagen vil indrette sig efter, hvornår du bliver behandlet og hvorvidt du skal faste. Vi kan eventuelt tilbyde drikkevarer og et lettere måltid, fx en sandwich, når du er klar til det efter din behandling. Giv os besked, hvis du er vegetar eller af andre grunde har brug for specialkost.
Vi har stor forståelse for, at pårørende har behov for at se patienten umiddelbart efter operationen. Vi betragter dog opvågningen efter bedøvelsen som en del af operationen.
Patienten har behov for at vågne i rolige omgivelser og har oftest behov for meget ro og hvile lige umiddelbart efter bedøvelsen. Derfor vurderer vi altid et ønske om besøg ud fra patientens og medpatienternes behov. Et besøg i opvågningen kan derfor ikke sidestilles med et besøg i sengeafsnittet. Det betyder også, at der gælder nogle andre regler for besøg:
Børn må altid have sine forældre hos sig.
Børn må altid have deres forældre med på opvågningsafsnittet. Indimellem kan vi have meget travlt, og det kan være nødvendigt af hensyn til andre patienter, at bede om at der kun er én forælder tilstede. I kan eventuelt skiftes.
Vær opmærksom på, at mens I venter på, at jeres barn kommer fra operation eller undersøgelse, kan I desværre ikke være i opvågningen. Her er I velkomne til at opholde jer i sengeafsnittet eller i vores pårørenderum, Når jeres barn er færdig efter operation, vil I blive kontaktet, så I kan være hos jeres barn, når det vågner.
Opvågningsafsnittet ligger i forlængelse af Intensiv Afsnit 103, Nord, og man skal passere gennem intensivafsnittet for at komme til opvågningsstuen. Blandt andet derfor er der begrænset adgang til afsnittet.
Pårørende skal ringe på dørklokken uden for afsnittet og vente på at blive hentet af en sygeplejerske - også selvom døren står åben. Det skyldes, at der kan være omstændigheder i Opvågningen, som gør, at besøgende må vente udenfor.
Vi henstiller desuden til, at pårørende færdes gennem afsnittet af hensyn til patienter på både intensivstuerne og opvågningsstuen.
Hvis du ønsker at fotografere, filme eller optage personalet, så spørg altid først, og respektér et nej. Du må heller ikke fotografere, filme eller optage medpatienter uden tilladelse.