Du skal opereres for forsnævring i urinrøret Ved operationen føres et kateter op gennem urinrøret. På dette kateter sidder der en ballon, om bliver pustet op, der hvor forsnævringen er. Ballonen afgiver en lille mængde kemo. Denne kemo forhindrer gendannelse af arvævet.
Sådan foregår operationen
Under operationen er du fuldt bedøvet. Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Du får eventuelt blærekateter i 3 dage
Når proceduren er færdig, får du eventuelt lagt et kateter op i blæren. Det skal forhindre, at forsnævringen vokser sammen igen.
Operationen varer cirka 15 minutter. Der går desuden tid både før og efter operationen med forberedelse, bedøvelse og opvågning.
Sådan forbereder du dig
Mød fastende til operationen
Før du skal bedøves, skal du faste. Det er meget vigtigt, at din mavesæk er tom, for at forhindre at mad eller væske kommer over i lungerne under bedøvelsen.
Indtil 6 timer før dit mødetidspunkt må du drikke og spise, som du plejer. De sidste 6 timer, før du skal møde, må du ikke:
- spise
- drikke mælkeholdige produkter
- tygge tyggegummi, spise bolsjer eller pastiller
- ryge.
Indtil 2 timer før dit mødetidspunkt må du drikke vand, saft, kaffe og te uden mælk. Vi opfordrer dig til at drikke 2 glas saft 2 timer før din operation, da det mindsker risikoen for kvalme og ubehag efter operationen.
Tag bad og børst tænder
- Tag et brusebad om aftenen eller morgenen. Husk at rense navlen godt med en vatpind – især ved robotoperationer.
- Vi anbefaler, at du er omhyggelig med at børste dine tænder og gør det 2 gange i døgnet både før og efter operationen. God hygiejne nedsætter risikoen for infektioner efter operationen.
- Undlad at smøre dig ind i creme.
- Fjern smykker og piercinger.
Medbring medicin
Medbring din medicin i original emballage. Du må først indtage eventuel morgenmedicin, når du møder på afsnittet om morgenen.
Efter operationen – mens du er på hospitalet
Vi vejleder dig om blærekateteret
Skal du beholde blærekateteret, vejleder vi dig i, hvordan du skal forholde dig, når du kommer hjem. Vi aftaler også det videre forløb.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Er indgrebet forløbet normalt, bliver du udskrevet senere samme dag Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet.
Når du kommer hjem
Smerter efter operationen
Du kan have lette smerter og ømhed efter operationen. Har du behov for det, kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin. Det er en god idé at købe medicinen på forhånd, så du har den, når du kommer hjem.
Du kan have blod i urinen
Du skal forvente, at du nogle dage efter udskrivelsen kan have blod i urinen. Det er derfor vigtigt, at du drikker mindst 2 liter væske hver dag for at skylle blæren godt igennem.
Undgå hård fysisk aktivitet
For at give operationssåret ro til at hele bør du undgå hårdt fysisk arbejde, tunge løft, sex og løb de første dage efter operationen. Du skal også regne med at være sygemeldt i cirka 2 dage.
Vær opmærksom på blærebetændelse
Der er altid risiko for, at du kan få blærebetændelse, når du har været behandlet i urinvejene. Det skyldes, at de instrumenter, vi bruger under operationen, kan lave små rifter, som er indgangsport for bakterier og udvikling af blærebetændelse. Får du symptomer på blærebetændelse som fx feber, tiltagende hyppig vandladningstrang, vedvarende svie ved vandladning, lugtende eller grumset urin, skal du aflevere en urinprøve hos din egen læge.
Brug kondom
Vi anbefaler, at du bruger kondom ved samleje i 90 dage efter behandlingen. På den måde undgår du at udsætte din partner for påvirkning af kemoen.
Kontrol
Vi indkalder dig til kontrol cirka 3-4 måneder efter operationen i Urologisk Ambulatorium for at følge op på behandlingen. Her vil vi blandt andet drøfte, om du synes, at operationen har haft en effekt.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.