Du skal have undersøgt din blærehalskirtel (prostata) og have taget vævsprøver fra denne. Undersøgelsen foregår ved hjælp af en ultralydsskanner, som vi bruger til at vurdere størrelsen og udseendet af din prostata og til at udtage vævsprøverne.
Er du nyhenvist, vil vi bede dig om at lade vandet på toilettet i venteværelset, og efterfølgende vil vi skanne dig på maven, lige over blæren, for at vurdere, hvor godt du tømmer din blære.
Sådan foregår undersøgelsen
Før undersøgelsen
Før undersøgelsen får du antibiotika, som skal forebygge infektion efter vævsprøven. Du får desuden antibiotika med hjem.
Selve undersøgelsen
Lægen undersøger først prostataen med sin finger via endetarmen. Herefter indføres en stav med en ultralydssender op i endetarmen. Når prostataen er undersøgt, kan lægen via en kanal i staven udtage nogle vævsprøver. Det vil du mærke som kortvarige stik.
Sådan forbereder du dig
Medbring en urinprøve
Ved ankomsten skal du aflevere din urinprøve. Derfor skal du tage en morgenurinprøve med. Du kan købe et glas til urinprøven på apoteket. Det er vigtigt, at du opbevarer urinprøven køligt, når du har taget den og på vej til hospitalet, fx i en plasticpose med isterninger.
Kontakt os, hvis du får blodfortyndende medicin
Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du kontakte Urologisk Ambulatorium senest 1 uge før undersøgelsen for at høre, om du skal holde pause med medicinen.
Når du kommer hjem
Forvent, at der kan være blod i urin, sæd og afføring
I dagene efter undersøgelsen kan du have blod i din afføring og urin. I nogle måneder efter kan du også have blod i din sæd. Det er helt normalt og går over af sig selv.
Vær opmærksom på høj feber
Der kan opstå infektion i det område, hvor vi har taget vævsprøverne. Hvis du de første 48 timer efter undersøgelsen får feber over 38-39 grader, kulderystelser eller sygdomsfølelse, skal du kontakte ambulatoriet eller sengeafsnit på nedenstående telefonnummer. Du kan også ringe 97 66 00 00 og bede om urologisk vagthavende læge.
Svar på undersøgelsen
Du får tilsendt en ny tid i Urologisk Ambulatorium cirka 2 uger efter undersøgelsen. Til samtalen får du resultatet af vævsprøverne, og vi drøfter det videre forløb. Det kan være en god idé at have en pårørende med til samtalen.
Kontakt og mere viden
Er du i tvivl om noget, er du velkommen til at kontakte os.