Du skal have fjernet en polyp i blæren ved en kikkertoperation gennem urinrøret op i blæren.
Sådan foregår operationen
Du er fuldt bedøvet
Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Selve operationen
Operationen foregår ved, at vi fører en kikkert ind gennem urinrøret og op i blæren. Gennem kikkerten kan polyppen fjernes. Polyppen sendes til analyse, så vi kan vurdere, hvilken type polyp der er tale om. Det er afgørende for, hvilket videre forløb vi kan tilbyde dig.
Operationen varer cirka 1 time. Der går desuden tid både før og efter operationen med forberedelse, bedøvelse og opvågning.
Du får måske kateter
Du får lagt et kateter op i blæren under operationen. Urinen er ofte blodig efter fjernelse af polyppen, og katetret afhjælper tømning af blæren. Kateteret vil typisk blive fjernet nogle timer efter operationen.
Sådan forbereder du dig
Mød fastende til operationen
Før du skal bedøves, skal du faste. Det er meget vigtigt, at din mavesæk er tom, for at forhindre at mad eller væske kommer over i lungerne under bedøvelsen.
Indtil 6 timer før dit mødetidspunkt må du drikke og spise, som du plejer. De sidste 6 timer, før du skal møde, må du ikke:
- spise
- drikke mælkeholdige produkter
- tygge tyggegummi, spise bolsjer eller pastiller
- ryge.
Indtil 2 timer før dit mødetidspunkt må du drikke vand, saft, kaffe og te uden mælk. Vi opfordrer dig til at drikke 2 glas saft 2 timer før din operation, da det mindsker risikoen for kvalme og ubehag efter operationen.
Tag bad og børst tænder
- Tag et brusebad om aftenen eller morgenen. Husk at rense navlen godt med en vatpind – især ved robotoperationer.
- Vi anbefaler, at du er omhyggelig med at børste dine tænder og gør det 2 gange i døgnet både før og efter operationen. God hygiejne nedsætter risikoen for infektioner efter operationen.
- Undlad at smøre dig ind i creme.
- Fjern neglelak, smykker og piercinger.
Medbring medicin
Medbring din medicin i original emballage. Du må først indtage eventuel morgenmedicin, når du møder på afsnittet om morgenen.
Efter operationen
Hurtigt ud af sengen
Det er vigtigt, at du efter operationen kommer i gang med at bevæge dig. Det mindsker risikoen for komplikationer. Du skal derfor forvente, at vi allerede få timer efter operationen beder dig om at komme ud af sengen og gå omkring. Vi støtter dig selvfølgelig i det omfang, du har brug for det.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Er indgrebet forløbet normalt, bliver du udskrevet senere samme dag og kan tage hjem. Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet.
Når du kommer hjem
Tag den med ro i den første tid
Den første uge efter operationen skal du undgå stød og slag, herunder kondiløb, hårdt fysisk arbejde og tunge løft. Det er nødvendigt for at mindske risikoen for blødninger fra blæren.
Gener ved vandladning
Du kan opleve, at din trang til at komme på toilettet kan være meget kraftig i den første tid efter operationen. Det kan derfor være svært at nå på toilettet i tide, og det kan være nødvendigt med en ble. Årsagen til generne kan være irritation efter operationen. Symptomerne forsvinder oftest i løbet af 2-3 uger.
Tag smertestillende efter behov
Du kan have lette smerter eller ubehag i blære og urinrør i den første tid efter operationen. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb. Vi anbefaler, at du køber den inden operationen, så du har den, når du kommer hjem.
Risiko for blærebetændelse
Der er altid risiko for, at du kan få blærebetændelse, når du har været behandlet i urinvejene. Det skyldes, at de instrumenter, som vi bruger under operationen, kan lave små rifter, som er indgangsport for bakterier og udvikling af blærebetændelse. Du kan forebygge dette ved at drikke rigeligt med væske, så urinvejene bliver skyllet godt igennem. Får du symptomer på blærebetændelse som fx feber, tiltagende hyppig vandladningstrang, vedvarende svie ved vandladning, lugtende eller grumset urin, skal du aflevere en urinprøve hos din egen læge.
Blodig urin efter operationen
Sårskorperne bliver afstødt fra såret i blæren. Derfor kan du i op til 4 uger efter operationen måske have blod i urinen. Hvis du drikker mindst 2 liter væske dagligt, bliver blæren skyllet godt igennem.
Svar på undersøgelsen
Når du bliver udskrevet, får du en tid med hjem til en samtale i Urologisk Ambulatorium, eller også sender vi en tid til dig. Vi vil til samtalen give dig svar på undersøgelsen af polyppen og drøfte den videre kontrol eller et eventuelt behandlingsforløb med dig.
Spørg, hvis du er tvivl
Har du problemer det første døgn, efter du er blevet udskrevet, er du velkommen til at kontakte os. Derefter skal du kontakte din egen læge, hvis du oplever problemer.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til operationen, er du velkommen til at kontakte os.