Røntgenundersøgelse af tyktarm
-
Du får kontrastvæske gennem et plastikrør, der bliver ført ind i endetarmen. Der bliver løbende taget røntgenbilleder, mens væsken løber ind i tarmen. Kontrastvæsken hjælper lægerne med at tolke røntgenbillederne. Når kontrastvæsken er kommet igennem hele tyktarmen, skal tyktarmen tømmes.
Herefter bliver der forsigtigt pustet luft ind i tarmen, og der bliver taget flere røntgenbilleder.
Du vil under undersøgelsen blive bedt om at ligge skiftevis på ryggen, højre og venstre side. Det er for at sikre, at kontrastvæsken kommer rundt i hele tarmen.
Under undersøgelsen er der hele tiden personale omkring dig.
Undersøgelsen varer ½-1 time.
Tag din sædvanlige medicin
Får du medicin, så tag samme dosis, som du plejer, inden du møder hos os, medmindre du har fået andet at vide.
Udrensning af mave og tarm
I de fleste tilfælde skal mave og tarm udrenses før undersøgelsen – se på vedlagte HUSK-bilag, hvilke forberedelser der gælder for dig.
Læs HUSK-bilaget nogle dage før undersøgelsen, så du ved, hvornår du evt. skal i gang med udrensning. Følg den vedlagte vejledning til udrensning nøje.
Ring til os, hvis du er gravid
Hvis du er – eller kan være – gravid, skal du kontakte os inden aftalen, da det kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen.
Medbring en chauffør
Du kan være træt efter undersøgelsen. Det er derfor en god idé at have en chauffør med, som kan køre dig hjem efter undersøgelsen.
Du får svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen af den læge eller afdeling, som har henvist dig.
Der er risici forbundet med røntgenstråling. Fordelene ved at bruge røntgenstråler overstiger dog i langt de fleste tilfælde den risiko, der er ved at få foretaget en røntgenundersøgelse. Vil du vide mere om risici, kan du læse mere påpatienthåndbogen.dk. Søg på: 'røntgenstråler og risici'.
Opdateret