For at få et så godt resultat af undersøgelsen som muligt starter vi med at lægge et tyndt kateter (plastikrør) ind i din endetarm. Målet med dette er at mindske mængden af luft, der står i endetarmen, da luften kan forstyrre billederne. Kateteret bliver påsmurt glidecreme for at mindske ubehag. Kateteret skal kun ligge ganske kortvarigt og fjernes igen, inden skanningen går i gang.
Dernæst skal du ligge på et leje, som bliver ført ind i en rørformet magnet. Magneten er 55 cm i diameter, og den er oplyst og TV-overvåget. Du har mulighed for at kontakte personalet under hele skanningen.
Skanningen varer ½ - 2 timer. Under skanningen vil der være en række bankelyde i perioder af 1-15 minutter.
For at undersøgelsen bliver optimal, er det vigtigt, at du ligger helt stille under hele skanningen.
Du får udleveret ørepropper
MR-skanningen er forbundet med et højt støjniveau, og derfor får du udleveret høreværn eller ørepropper.
Hvis du skal have kontraststof
Lægen vurderer, om du skal have kontraststof i forbindelse med skanningen. Hvis det er tilfældet, får du anlagt en nål i en blodåre. Du får kontraststof igennem nålen. Kontraststoffet hjælper lægerne med at tolke skanningsbillederne. Nålen fjernes efter undersøgelsen.