Kemoterapi med Vinorebine-tabletter (Dag1, dag 8 og dag 15)
Du skal i behandling med Vinorelbine, som er kemoterapi.
-
Du skal i behandling med Vinorelbine, som er kemoterapi.
-
Vinorelbine er en cellegift, der påvirker og hæmmer især kræftcellers vækst.
-
Du skal have kemoterapi i såkaldte behandlingsserier. Hver serie strækker sig over 3 uger. Hvor du får Vinorelbine tabletter dag 1, dag 8 og dag 15. Behandlingen foregår ambulant og kræver ikke indlæggelse.
- På den 1. behandlingsdag (dag 1) møder du på sygehuset og får udleveret vinorelbine-tabletter til alle 3 behandlingsdage. Du skal starte med tabletterne samme aften, som du har været hos os.
- I uge 2 (dag 8) skal du tage Vinorelbine-tabletterne derhjemme. Du må først tage tabletterne, når vi har kontaktet dig per telefon.
- I uge 3 (dag 15) skal du tage Vinorelbine-tabletterne derhjemme. Du må først tage tabletterne, når vi har kontaktet dig per telefon.
- Du skal opbevare tabletterne i køleskab ved 2-8 grader.
- Husk, at tabletterne skal synkes hele med vand og helst i forbindelse med et måltid.
Lægen fortæller dig, hvor mange behandlinger du skal have.
-
Husk at få taget blodprøver
Du skal have taget blodprøver hverdagen før hver behandling dag 1, dag 8 og dag 15, på et af regionens hospitaler inden kl. 9.00. Bestil tid til blodprøven på https://booking.RN.dk Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
Vi ringer, når du skal tage tabletterne på dag 8 og dag 15
Vi skal kontrollere blodprøverne, inden du tager Vinorelbine. Derfor skal du vente på vores telefonopkald på dag 8 og dag 15, før du tager tabletterne.
-
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Træthed.
- Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin både forebyggende og efter behov. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Let hårtab. Hvis du får brug for det, kan du få en paryk eller kasket. Håret vokser ud igen, når du er færdig med behandlingen.
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, så dit immunforsvar kan blive påvirket. Derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling.
- Føleforstyrrelser i hænder og fødder. Du kan få prikkende og sovende fornemmelser i hænder og fødder. Hvis du mærker dette, er det vigtigt, at du siger det til os.
- Forstoppelse og diarré. Forstoppelse og diarré kan forekomme på grund af både kemoterapien og den kvalmestillende medicin. Du kan få medicin mod generne, hvis du har brug for det.
-
Kontakt os ved disse symptomer
- Feber på 38½ grader eller derover
- Føleforstyrrelser i hænder eller fødder
- Blødning eller tegn på infektion fra slimhinder, fx i tandkødet
- Svimmelhed, træthed og hovedpine.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Onkologisk Afdeling
Tlf. 97 66 14 00
Mandag – fredag 8.00 – 15.00
Find mere info: https://aalborguh.RN.dk/onkologi