Der er mistanke om, at der er hul på din hjernehinde, og at der flyder væske derfra. Væsken kan løbe fra din næse eller dit øre, afhængigt af hvor din skade er.
For at få afklaring, skal du opsamle væsken til nærmere undersøgelse.
Herunder er opsamlingen beskrevet for næsen, men samme fremgangsmåde bruges fra øret.
Sådan opsamler du væsken
Du får udleveret vat og glas til opsamling af væske.
Væsken løber i nogle tilfælde ganske langsomt og kræver, at du opsamler den over et stykke tid.
Anbring derfor en vat-tot i næsen, indtil den er vædet med væske. Derefter lægger du vattet i det glas, du har fået med, og opbevarer det i din fryseboks. Du må gerne lægge flere vattotter i samme glas.
Det er vigtigt, at vattotterne fryses ned løbende, efterhånden som du væder dem. Der skal opsamles, hvad der svarer til minimum 1 ml.
Opsamlingen skal ske inden for den første måned efter, at du er set hos os i Øre-, Næse-, Halsambulatoriet.
Vær opmærksom på blødning
Skulle du opleve blødning, eller at sivningen af væske er iblandet blod, er det stadig fint at opsamle den i vattotter. Når du afleverer prøven, vurderer Klinisk Biokemisk Afdeling, om den er brugbar.
Aflevér opsamlingen
Bestil tid til blodprøve og aflevér opsamlingen
Når du har opsamlet nok væske, skal du tage alle glas – i frossen tilstand – med til Blodprøvetagningen på Aalborg Universitetshospital, Syd. Alternativt til hospitalet i Thisted, Hjørring, Farsø eller Hobro.
Der skal du have taget en blodprøve. Vi har bestilt blodprøven i forvejen, så de kan se, hvad du skal have undersøgt, men du skal selv bestille tiden til at få den taget. Bestil tid på www.booking.rn.dk.
Aflevér de nedfrosne glas med vattotter til personalet. For at bevare prøveglassene frosne på turen til hospitalet, kan du lægge dem mellem to fyldte, frosne isterningposer.
Kontrol
Kontakt os og aftal tid til prøvesvar
Kontakt os, når du har fået taget blodprøven og har afleveret det opsamlede prøvemateriale. Du skal aftale en svartid i Øre-, Næse-, Halsambulatoriet. Du skal have en svartid i ambulatoriet cirka 10 hverdage efter, at du har afleveret prøven.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.