Operation for vand i hovedet
Du skal opereres for hydrocephalus, der også kaldes vand i hovedet. Hydrocephalus skyldes, at der er for meget af den væske, som omgiver hjernen, fordi væsken ikke bliver overført til blodbanen i det omfang, som den skal. Dette kaldes også for ’normaltrykshydrocephalus’. Dette er ikke en akut tilstand. Symptomerne opstår over tid.
Symptomer på normaltrykshydrocephalus kan være:
- gang- og balanceproblemer
- problemer med vandladningskontrol
- demenslignende symptomer.
For at afhjælpe normaltrykshydrocephalus, kan der indsættes en ventil og et dræn i kraniet, som den overskydende væske kan blive ledt væk gennem. Ventil og dræn er permanente og skal altså blive siddende.
-
Du skal opereres for hydrocephalus, der også kaldes vand i hovedet. Hydrocephalus skyldes, at der er for meget af den væske, som omgiver hjernen, fordi væsken ikke bliver overført til blodbanen i det omfang, som den skal. Dette kaldes også for ’normaltrykshydrocephalus’. Dette er ikke en akut tilstand. Symptomerne opstår over tid.
Symptomer på normaltrykshydrocephalus kan være:
- gang- og balanceproblemer
- problemer med vandladningskontrol
- demenslignende symptomer.
For at afhjælpe normaltrykshydrocephalus, kan der indsættes en ventil og et dræn i kraniet, som den overskydende væske kan blive ledt væk gennem. Ventil og dræn er permanente og skal altså blive siddende.
-
Formålet med operationen er først og fremmest at standse udviklingen af de symptomer, som ophobningen af væske har forårsaget. Det er også vores håb, at en del af dine symptomer vil forsvinde efter operationen.
Vores erfaringer siger, at op til 80 % af patienter, der bliver behandlet for normaltrykshydrocephalus, får gavn af operationen.
-
Bedøvelse
Under operationen er du fuldt bedøvet. Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen.
Selve operationen
Efter du bliver bedøvet, får du barberet håret væk på det sted, hvor ventilen skal lægges ind. Herefter laver lægen et borehul i kraniet og hjernehinden, hvorefter drænet lægges ind i hjernens hulrum. Drænet føres derefter under huden til en åbning nede på maven, hvor drænet føres ind i bughulen. Ventilen virker, ved at den overskydende væske i hjernens hulrum løber igennem drænet og ud i bughulen, hvorfra den opsuges til blodbanen.
Operationen varer cirka 1 time. Umiddelbart efter operationen bliver du kørt på opvågningsstuen, hvor du skal være i cirka 2 timer, og hvor vi holder øje med, at alt er, som det skal være. Derefter bliver du kørt på sengestuen. Dine pårørende er velkomne til at vente i afsnittets opholdsstue, så de kan være til stede, når du kommer tilbage.
-
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Der kan gælde særlige regler for dig, fx hvis du er diabetiker, ryger, overvægtig, gravid, i kronisk smertebehandling eller har mange sure opstød. Narkoselægen gennemgår reglerne med dig inden operationen.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen, skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver og sikre overvågningen.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Du skal fjerne dine linser inden operationen. Det kan være en god ide at tage dine briller med, hvis du har meget svært ved at se uden linser.
-
Som ved andre operationer er der en lille risiko for infektion og blødning. Tilstopning af ventilen og drænet sker i sjældne tilfælde.
Infektion
Når du får indopereret en ventil, er der en risiko for, at der kan komme infektion. Tegn på infektion kan være rødme eller hævelse omkring sårene eller langs drænet. Har du mistanke om en infektion, skal du straks kontakte din egen læge. En infektion vil ofte kræve, at drænet bliver fjernet, men i nogle tilfælde kan infektioner behandles med antibiotika.
-
Forvent at have smerter
Du må forvente at have smerter i tiden umiddelbart efter operationen. Disse smerter vil dog hurtigt fortage sig.
Hurtigt ud af sengen
Det er vigtigt, at du efter operationen kommer i gang med at bevæge dig. Det mindsker risikoen for komplikationer. Du skal derfor forvente, at vi allerede få timer efter operationen beder dig om at komme ud af sengen og gå omkring og om selv at gå på badeværelset. Vi støtter dig selvfølgelig i det omfang, du har brug for det.
-
Lev, som du plejer
Når ventilen fungerer, lever de fleste et normalt liv, og du skal ikke have særlig beskyttelse eller lignende. Du må for eksempel gerne flyve og leve et aktivt liv.
Giv familien besked
Det er en god idé, hvis du oplyser familie og nære venner om din sygdom og om symptomer på komplikationer med ventilen. Det samme gælder, hvis du får personlig pleje i hjemmet, så dine hjælpere kan reagere, hvis der er problemer med ventilen.
Fjern forbindingen og hold øje med betændelse
Du må fjerne forbindingerne og tage bad 2 dage efter operationen, hvis såret er tørt.
Hold øje med, om der kommer betændelse, der viser sig ved varme, rødme og hævelse ved såret. I så fald skal du henvende dig til egen læge eller Lægevagten.
Pas på solen
Det første halve til hele år efter operationen er huden særligt sart. Brug derfor solcreme med minimum faktor 50, når du opholder dig i solen.
Kontakt egen læge ved problemer
Hvis du oplever problemer, som ikke er akutte, skal du henvende dig til egen læge.
-
Du bliver kontaktet telefonisk af en sygeplejerske fra Neurokirurgisk Afdeling cirka 1 måned efter operationen. Du vil senere i efterforløbet blive bedt om at komme til kontrol af behandlingens effekt på Neurologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, Nord.
-
Hvis du har spørgsmål til din operation, er du velkommen til at kontakte os. Hvis du vil vide mere om din sygdom, kan du eventuelt læse mere på https://patienthåndbogen.dk
Søg på: ’hydrocephalus’.
Neurokirurgisk Afdeling
Sekretariat
Tlf. 97 66 24 00
Vi træffes: Mandag – fredag 8.00 – 11.00
Neurokirurgisk Ambulatorium
Sygeplejerske
Tlf. 97 66 24 40
Vi træffes: Mandag – fredag 8.30 – 9.30
Sengeafsnit NHH, Neurokirurgi
Tlf. 97 66 24 30
Ved akut behov aften/nat og weekend.
Se vores hjemmeside: https://aalborguh.RN.dk/neurokir