Operation med indsættelse af morfinpumpe der skal mindske dine kroniske smerter
Du skal have indsat en morfinpumpe, som skal mindske dine kroniske smerter.
Du får indsat et kateter i spinalkanalen i ryggen og en pumpe, der placeres under huden på maven. Pumpen fyldes med den smertestillende medicin. Herefter indstilles den til at afgive den mængde medicin, som du skal have. Du får en fjernbetjening, så du selv kan give ekstra doser, når smerterne er værst.
Til forundersøgelsen i Neurokirurgisk Ambulatorium taler vi om, hvor pumpen skal placeres på maven. Du kan nemlig selv være med til at bestemme, hvor den skal placeres, så den generer så lidt som muligt.
Pumpen fyldes med morfinblandingen under operationen. Morfinen virker direkte på nerveceller i rygmarven. Derfor kan der anvendes lavere dosering end ved vanlig morfinbehandling og med færre bivirkninger. Morfinpumpen behandler ikke din sygdom, men lindrer dine smerter. En morfinpumpe skal forbedre din livskvalitet og nedsætte dit behov for anden smertestillende medicin. Derved slipper du også for denne medicins bivirkninger. Med morfinpumpen vil du ikke længere opleve voldsom smerte.
Det er vigtigt at du dagen før indsættelse af morfinpumpe trapper ned i din vanlige smertestillende medicin. Dette skal du aftale med din kontaktlæge fra Team for lindrende behandling.
Du møder i Sengeafsnit NHH tidligt om morgenen på operationsdagen, og du skal være indlagt i cirka 3 dage. Vi skal sikre, at du tåler medicinen, og indstille pumpen, så du får den helt rigtige dosis, som passer til netop dig.