Polypper i tyktarmen og endetarmen

Polypper i tyktarmen (colon) eller endetarmen (rectum) ses hyppigt. Nogle polypper (adenomer) udgør et tidligt forstadium til kræft. Langt de fleste er kun få millimeter store, men polypper kan blive op til flere centimeter, og risikoen for kræftudvikling stiger med størrelsen. Det vides, at næsten alle tilfælde af kræft i tyktarmen og endetarmen udgår fra sådanne polypper – men det er dog langt de færreste polypper, som vil udvikle sig til kræft, og hvis det sker, sker det over adskillige år. Sammenhængen er dog så sikker, at alle patienter med polypper i tarmen bør undersøges grundigt, og de fleste kontrolleres i en årrække for at mindske risikoen for kræftudvikling.