Værd at vide om Urologisk Ambulatorium

Værd at vide om Urologisk Ambulatorium

  • Mobiltelefon

    Du må gerne bruge din mobiltelefon, når bare du viser hensyn. Spørg altid personalet, før du fotograferer eller filmer dem.

    Vi har tydelige skilte i de områder, hvor du skal slukke din mobil.

    Trådløst internet

    Vi tilbyder internetadgang, mens du er her. Netværket hedder "RNguest". Du kan logge på fra din computer, tablet eller telefon ved hjælp af NemID eller ved at modtage en log-in-kode på SMS.

    Du må dog ikke forvente, at personalet har mulighed for at hjælpe dig med opkoblingen.

    Du skal selvfølgelig bruge netværket med omtanke og vide, at du kan holdes personligt ansvarlig, hvis du misbruger tjenesten til ulovlige formål.

    Værdier

    Pas godt på dine værdigenstande og ejendele såsom briller, høreapparat m.v., mens du er på hospitalet.

    Lad smykker og større pengebeløb blive hjemme.

    Hospitalet har som udgangspunkt ikke erstatningspligt, hvis du mister ejendele under dit ophold.

    Rygning

    Hospitalet er røgfrit, men du må ryge på de afmærkede udendørs områder.

  • Offentlig transport

    Der kører busser til og fra Thisted.

    Der er stoppesteder tæt på hospitalets hovedindgang.

    Parkering

    Kom i god tid, hvis du er i bil. Det kan være svært at finde en ledig parkeringsplads på hospitalets område, så sæt god tid af til parkering.

    Patientbefordring og -godtgørelse

    Hovedreglen er, at du selv sørger for og betaler din befordring (kørsel). Du kan dog have mulighed for at blive bevilget en patientbefordring eller få udbetalt befordringsgodtgørelse, hvis du opfylder reglerne herfor. Læs mere om reglerne på https://rn.dk/patientbefordring.

    Ønsker du at ansøge om befordringsgodtgørelse, skal du gøre det på hospitalsafdelingen i forbindelse med dit besøg.

    Har du været til undersøgelse eller behandling på et offentligt eller privat hospital, som ikke er en del af Region Nordjyllands behandlingstilbud, skal du selv stå for og betale din befordring. Hvis du ønsker at ansøge om befordringsgodtgørelse i den forbindelse, skal du sende din ansøgning til Kontoret for Patientbefordring via sikker mail på borger.dk (login med NemID).

    Kontoret for Patientbefordring kan vejlede dig, om du er berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse.

    Kontoret for Patientbefordring
    Region Nordjylland
    97 64 80 30
    Mandag-fredag kl. 8.00-12.00
    eller patientbefordring@rn.dk

  • Kiosk og køb af mad

    Der er mulighed for at købe mad og drikke i vores kiosk, kantine og automater.

    Læs mere om kiosk, kantine og automater

    Menuplan

    Oplysninger om menu, spisetider mv. fremgår af en pjece, som du vil få udleveret på afsnittet.

    Ernæring er en vigtig del af behandlingen, og hospitalet har eget køkken. Maden er planlagt og tilberedt efter principper, der tilgodeser behovet for at spise varieret. Du har mulighed for at vælge mellem forskellige retter. Hvis du har særlige ernæringsbehov, bliver der taget hensyn til dette.
    Hospitalet har diætister ansat, som du kan blive henvist til, hvis du har brug for kostvejledning. 

    Mad og drikke

    Du får mad og drikke til dagens måltider og kan frit forsyne dig med vand, kaffe og te på afsnittet. 

  • Hygiejne på hospitalet

    Hjælp os med god hygiejne på hospitalet. Vær opmærksom på, at mennesker, der i forvejen er syge eller svækkede, er mere modtagelige for infektioner.

    Hjælp os derfor med at holde bakterier og virus nede på hospitalet. Det gør du for eksempel ved at vaske hænder eller bruge håndsprit, før du rører patienten eller genstande, patienten kommer i kontakt med.

    Overnatning for pårørende

    Hvis dit barn skal overnatte på hospitalet, får du en seng, så du kan sove ved siden af.

    Pårørende er velkomne

    På påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed er der indført midlertidigt forbud mod besøgendes adgang til offentlige hospitaler, bosteder med videre.

    Tiltaget sker for at mindske smittespredning med COVID-19 og for at beskytte svage og udsatte borgere for potentielt livstruende sygdom.

    Bærer du smitte

    Har du en smitsom sygdom i udbrud, fraråder vi, at du ledsager en patient til ambulant behandling/undersøgelse.

    Mad og drikke

    Vi kan ikke tilbyde forplejning til pårørende. Du er dog velkommen til at tage mad og drikke med hjemmefra.

    Som pårørende kan du indtage måltider i afsnittets opholdsrum.

    Medbragt mad

    Vi kan ikke tilbyde forplejning til pårørende. Du er dog velkommen til at tage mad og drikke med hjemmefra.

    Som pårørende kan du indtage måltider i afsnittets opholdsrum.

    Opkald angående patienter

    Personnummer/CPR-nummer
    Ringer du på vegne af en patient, så hav altid patientens personnummer ved hånden. Det er som regel det første, vi spørger til.

    Informationskæde
    Er I flere pårørende, så lav en indbyrdes aftale om, hvem af jer, der modtager information fra patienten og formidler den videre til de andre.

    Tavshedspligt
    Ringer du med spørgsmål om en patient, skal du vide, at alt personale på hospitalet er underlagt sundhedsloven og dermed har tavshedspligt. Personalet kan som hovedregel kun videregive oplysninger om patientens helbred, hvis patienten har givet sit samtykke til det.

  • Hjælpemidler

    Du har i nogle tilfælde mulighed for at låne hjælpemidler, hvis du har en kvittering fra det afsnit, der behandler dig.

    Hospitalstøj

    Du har dit eget tøj på under undersøgelsen/behandlingen.

    Tag behageligt tøj på hjemmefra, som du kan slappe af i.

    Ventetid

    Der kan opstå ventetid inden den undersøgelse eller behandling, du skal til.

    Skal du til flere undersøgelser eller behandlinger, kan der også opstå ventetid mellem dem. Det skyldes at vores lokaler indeholder forskelligt udstyr, der bruges af flere læger. Vi planlægger dagens gang løbende, og opstår der ventetid, gør vi vores bedste for at informere dig om, hvornår vi forventer, at det bliver din tur.

    Tag gerne en bog, et blad eller anden underholdning med, så du er forberedt.

  • Tag aktiv del

    Vores mål er, at du under hele dit forløb får den information, du har brug for. Du er desuden altid velkommen til at spørge.

    Vi opfordrer dig også til, at du selv sætter dig ind i, hvad du fejler og hvad din behandling omfatter.

    Når du selv er aktiv, opmærksom og stiller spørgsmål, er der mindre risiko for fejl, og vi får i fællesskab det bedste resultat af behandlingen.

    Medbragt medicin

    Vi har brug for at vide besked om al slags medicin, du tager, så vi kan tage højde for det i vores behandling af dig.

    Fortæl os, om du selv har medbragt medicin, og gør os opmærksomme på, hvis du plejer at få dosispakket medicin.

    Vi aftaler med dig, hvordan medicinen skal opbevares, mens du er på hospitalet.

    God hygiejne

    Vask hænder eller brug håndsprit. God håndhygiejne holder bakterier og virus nede på hospitalet. Det er vigtigt, fordi mennesker, der i forvejen er syge eller svækkede, er mere modtagelige for infektioner.

    Derfor skal du vaske hænder eller bruge håndsprit. Det gælder især, når du har nyst, hostet eller pudset næse, før du rører mad og drikkevarer, og når du har været på toilettet.

    Fortæl os, hvis du forlader afsnittet

    Du må gerne forlade afsnittet for at gå i kiosk, automat, ud at trække frisk luft eller andet.

    Giv os besked, hvis du går. Så kan vi nå at sige til, hvis det passer dårligt i forhold til dagsplanen for de ting, der skal ske i forbindelse med din behandling eller indlæggelse. Det kan for eksempel være blodprøver, træning eller samtaler med behandlere.

    Læs indkaldelsespakken

    Når du bliver indkaldt til undersøgelse eller behandling hos os, får du en indkaldelse med en række informationer.

    Vi forventer, at du læser materialet grundigt. Så ved du nemlig, hvordan du skal forberede dig til aftalen, og hvad der skal ske hos os. På den måde kan vi udnytte tiden sammen effektivt og godt.
  • Sundhedsfaglig kontaktperson

    Under dit behandlingsforløb er du tilknyttet et behandlerteam, og får en kontaktperson i teamet. Kontaktpersonen er – sammen med sine kolleger i teamet – ansvarlige for koordinering af dit forløb.

    Din kontaktperson har dog en særlig rolle i forhold til at informere og vejlede dig om forløb og behandling, kontakte andre afsnit og fagpersoner og besvare dine spørgsmål.

    Derfor er du altid velkommen til at henvende dig hos din kontaktperson. Er kontaktpersonen ikke til stede, træder en anden fra dit behandlerteam til.

    Ressourcepersoner på sygehuset

    På hospitalet er der tilknyttet en række forskellige ressourcepersoner, du som patient kan drage nytte af.

    Det drejer sig bl.a. om:

    • Hospitalspræst
    • Diætist
    • Sundhedskoordinator
    • Kræftpakke-koordinator
    • Socialrådgiver
    • Sundhedsfaglig kontaktperson
    • Fodterapeut
    • Frisør

    Vær opmærksom på, at for at benytte nogle af tilbuddene, skal du henvises gennem afsnittet.

  • Ris og ros

    Vi arbejder hele tiden på at blive bedre. Derfor er det vigtigt, at vi både hører om det, vi gør godt, og det vi kunne have gjort bedre.

    Giv udtryk for det, mens du er hos os på hospitalet eller kontakt os bagefter.

    Skriv til hospitalsledelsen på aalborguh@rn.dk eller læs mere om øvrige muligheder for at give ris eller ros til hospitalet.
  • Dine rettigheder som patient

    Som patient i sundhedsvæsenet har du en række rettigheder, som bl.a. er fastlagt i Sundhedsloven.

    Dine rettigheder omfatter bl.a. ret til hurtig udredning, frit sygehusvalg og udvidet frit sygehusvalg, at søge om behandling i udlandet, aktindsigt, information og samtykke, muligheder for at klage samt at søge erstatning.

    Patientkontoret

    Brug Patientkontoret som guide.

    Patientkontoret kan vejlede dig om dine rettigheder og muligheder, og kan også rådgive og hjælpe dig, hvis du vil klage, søge erstatning eller på anden måde indberette oplevelser på hospitalet.

  • Opholdsstue

    Der er ventefaciliteter i forbindelse med undersøgelsesstuerne.

Undersøgelser og behandlinger inden for urinvejskirurgi

Se vores pjecer om undersøgelser og behandlinger af patienter med urinvejssygdomme og -tilstande.

Se pjecer