Du skal opereres for de Quervains seneskedebetændelse, så du igen kan bruge dit håndled uden smerter.
Om de Quervains seneskedebetændelse
De Quervains seneskedebetændelse er en irritation omkring senerne ved tommelfingeren. Irritationen får senerne til at hæve, så de ikke længere kan glide frit i seneskeden.
Ved operationen bliver seneskeden spaltet, så senen kan glide frit, og hånden kan fungere normalt igen.
|
Her ses tunnelen, hvor der opstår forsnævring, så senerne ikke kan glide frit.
Sådan foregår operationen
Når du ankommer til afsnittet, bliver du klargjort til operation af en sygeplejerske og får forebyggende smertestillende medicin. Du taler også med lægen, der skal operere dig, om hvad der skal foregå.
Operationen foregår i lokalbedøvelse og blodtomhed.
Lokalbedøvelse vil sige, at du får lagt bedøvelsen ved operationsstedet. Dermed er kun operationsstedet bedøvet, mens du er vågen. Du vil ikke føle smerte, men kan mærke berøring.
Operationen foregår i blodtomhed, hvilket vil sige, at der ikke løber blod til din hånd. Du får en manchet på overarmen, som pustes op og forhindrer blodet i at løbe ned til hånden.
Gennem et snit i huden spalter lægen seneskeden, så der er plads til, at senen kan glide frit. Lægen syer operationssåret sammen, og du får en stor forbinding på hånden.
Sådan forbereder du dig
Køb smertestillende medicin
Vi råder dig til på forhånd at købe smertestillende håndkøbsmedicin (paracetamol og ibumetin, hvis du kan tåle det), så du har til de første dage hjemme.
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden bedøvelsen, så din mavesæk er helt tom. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt tit at aflyse din aftale. Følg derfor disse regler:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden mødetidspunktet.
- Du må ikke drikke mælkeprodukter.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Det kan fx være vand, saftevand, eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter bedøvelsen anbefaler vi, at du drikker et glas sød saft (ca. 200 ml) 2 timer før aftalen og derefter ingenting, indtil bedøvelsen er overstået.
- Du må indtaget vanlig medicin ifølge aftale med anæstesilægen. Spørg, hvis du er i tvivl.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe. Tag rent og afslappet tøj på, da du skal beholde en del af dit eget tøj på under operationen.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker og piercinger. Fjern løse dele såsom smykker, ur, ringe og piercinger. De er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Giv os besked, hvis du har sår på hånden
Du må ikke have sår, sårskorper eller hudafskrabninger i det område, der skal opereres. Det giver risiko for betændelse i operationssåret, og operationen kan af denne grund blive aflyst. Kontakt os også, hvis du føler dig syg eller har feber
Hav rene, korte negle
Sørg for at have rene, korte negle uden neglelak af hensyn til risikoen for betændelse. Har du kunstige negle, skal du fjerne dem på operationshånden. Undlad at bruge creme, da det gør det vanskeligt at desinficere din hud inden operationen.
Medbring eventuel medicin til operationen
Du skal medbringe din daglige medicin, både kosttilskud og anden medicin samt spray- og inhalationsmedicin.
Efter operationen
Efter operationen bliver du kørt til Opvågningen/Mobiliseringsafsnittet, hvor du bliver observeret. Du får eventuelt smertestillende medicin.
Inden udskrivelsen taler du kort med den læge, der opererede dig, og vi orienterer dig om det videre forløb.
Når du er klar til det, får du noget at spise og drikke.
Forvent at blive udskrevet samme dag
De fleste patienter kan tage hjem samme dag, som de er blevet opereret. Forvent derfor, at du er klar til at komme hjem få timer efter operationen. Hvis du mod forventning ikke er klar til at komme hjem, bliver du indlagt på sengeafdelingen.
Aftal af blive hentet af en pårørende
Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet. Vi anbefaler også, at du har en voksen person hos dig i det første døgn efter operationen.
Når du kommer hjem
Sygemeld dig eventuelt
Om du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Tal med lægen om netop dit behov.
Tag smertestillende medicin
Det er ikke unormalt at have smerter efter operationen. Vi anbefaler, at du tager smertestillende medicin som angivet i det skema, du får udleveret inden udskrivelsen.
Hold hånden over hjertehøjde
Det er vigtigt, at du holder hånden over hjertehøjde de første par dage for at modvirke hævelse og mindske blødning fra operationssåret.
Forvent ømhed ved arret
Når såret er helet, vil der komme et ar. Arret kan være ømt i flere måneder efter operationen. Det er helt normalt.
Mulige komplikationer
Der kan forekomme betændelse efter alle operationer, men det er sjældent efter denne type operation. Nogle få patienter får beskadiget en følenerve eller får en blodansamling i hånden.
Vær opmærksom på infektion efter operationen
Tegn på infektion er varme, hævelse, rødme og smerter omkring såret. Ved tegn på infektion skal du kontakte os.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om de Quervains seneskedebetændelse, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ’de Quervains seneskedebetændelse’.
Individuelle informationer og ordinationer forud for din operation
__________________________________________________________________________________________
__________________________________________________________________________________________
__________________________________________________________________________________________
__________________________________________________________________________________________
__________________________________________________________________________________________
__________________________________________________________________________________________
__________________________________________________________________________________________
__________________________________________________________________________________________