Kikkertundersøgelse af endetarmen og nederste del af tyktarmen (sigmoideoskopi)
Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af endetarmen og nederste del af tyktarmen – også kaldet en sigmoideoskopi. Undersøgelsen kan afsløre eventuelle sygelige forandringer i tarmen.
-
Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af endetarmen og nederste del af tyktarmen – også kaldet en sigmoideoskopi. Undersøgelsen kan afsløre eventuelle sygelige forandringer i tarmen.
Inden undersøgelsen taler du med lægen. Mens undersøgelsen står på er du vågen og har mulighed for at følge med på en tv-skærm.
Lægen benytter en bøjelig kikkert på tykkelse med en finger – et såkaldt ’skop’. Skopet føres fra endetarmsåbningen op og rundt i nederste del tyktarmen. Der sidder et lille kamera for enden af slangen. Kameraet gengiver et billede af tarmens inderside på tv-skærmen. Gennem skopet kan lægen se tarmens slimhinde, tage vævsprøver og fjerne eventuelle polypper.
Det er nødvendigt at puste luft op i tarmen under undersøgelsen for at kunne se slimhinden. Det kan føles ubehageligt og give forbigående mavekneb, kvalme og oppustethed.
Undersøgelsen varer 15-30 minutter.
Udrens tarmen inden undersøgelsen
For at vi kan undersøge tarmen indvendigt, er det nødvendigt, at den er tom. Du skal derfor spise på en bestemt måde i dagene op til undersøgelsen, samt udrense tarmen med udrensningsmidlet Picoprep®, som du skal hente på apoteket. Husk at medbringe din rekvisition. Der skal være 2 breve Picoprep® i pakken.
Hvis du har afføring mindre end 4 gange om ugen, bedes du starte med blødgørende afføringsmiddel fra i dag. Spørg evt. på apoteket.
Det er vigtigt, at du følger vejledningen herunder, og IKKE medicinvejledningen i pakken, når du skal udrenses. Læs dog indlægssedlen i pakken, så du kender eventuelle bivirkninger af udrensningsmidlet.
7 dage før
Tag ikke jerntabletter
Tager du normalt jerntabletter, så hold en pause med dem, indtil undersøgelsen er ovre.
3 dage før
Spis kun kernefri kost
Det vil sige, at du ikke må spise brød med kerner, kiwifrugt, hørfrø, sesamfrø med videre.
Klokken 16.00
Spis kun flydende kost – alt, der kan passere gennem en si.
Drik rigeligt - det vil sige 2-3 liter.
Drik gerne vand, saftevand (undtagen solbær- og blåbærsaft), sodavand, juice uden frugtkød, mælk, kaffe, te, ernæringsdrikke, klar og legeret suppe, yoghurt uden frugtstykker og bouillon.
Tag Picoprep®
Opløs den første pose Picoprep® udrensningspulver i 1½ dl vand.
Drik herefter yderligere 1-1½ liter flydende kost eller væske i løbet af de næste 1-4 timer.
Du kan forvente at have afføring 1-3 timer efter, at du har taget Picoprep®.
Klokken 22.00
Tag Picoprep®
Opløs den anden pose Pico-prep®- udrensningspulver i 1½ dl vand.
Drik herefter yderligere 1-1½ liter flydende kost eller væske i løbet af de næste 1-4 timer.
Du kan forvente afføring i løbet af 1-3 timer.
Hvis du har stomi, er det en god idé at benytte en tømbar pose under udrensningen.
Indtil 6 timer før
Spis flydende kost
Du må spise flydende kost indtil 6 timer før undersøgelsen.
Indtil 2 timer før
Drik rigeligt
Du må drikke klare væsker indtil 2 timer før undersøgelsen, fx te, kaffe uden mælk, æblejuice, saft og vand.
2 timer før
Vær fastende
Det vil sige, at du hverken må indtage mad eller drikke.
Sådan laver du en Picoprep®-blanding
- Åbn et brev Picoprep®.
- Tag et glas med 1½ dl koldt vand.
- Hæld pulveret fra brevet i vandet.
- Rør blandingen i 2-3 minutter. Når det ikke længere bruser, er blandingen færdig. Blandingen skal være uklar/råhvid. Drik blandingen over cirka 15 minutter.
Hvis du har allergi over for citrusfrugter
Hvis du har allergi over for citrusfrugter, anbefales alternativ udrensning. Kontakt os i så fald forud for undersøgelsen.
Vær opmærksom, hvis du tager medicin
- Fortsæt med din vanlige medicin under udrensning og undersøgelse. Er du i tvivl, skal du kontakte din egen læge. Følg nedenstående retningslinjer vedrørende specifik medicin.
- Har du sukkersyge, som behandles med tabletter, skal du vente med at tage medicinen til efter undersøgelsen. Medbring den i stedet.
- Har du sukkersyge, som behandles med insulin, skal du aftale med din egen læge, hvordan du skal tage insulinen inden undersøgelsen.
- Picoprep® kan have indflydelse på andre lægemidler. Tal eventuelt med din egen læge om dette.
- Du må gerne tage medicin til forebyggelse af blodprop, fx Magnyl®, Clopidogrel® og Xarelto®, da de ikke giver øget risiko for blødning ved undersøgelsen.
Kontakt os hvis du får blodfortyndende medicin
- Tager du blodfortyndende medicin, fx Marevan® eller Marcoumar®, skal du muligvis justere dosis eller holde pause, for at vi kan gennemføre undersøgelsen.
- INR-værdien må højst være 3,0 på undersøgelsesdagen.
- Kontakt os i forvejen for at aftale et tidspunkt for blodprøve på undersøgelsesdagen.
Kontakt os ved mistanke om komplikationer
Sigmoideoskopi er en meget sikker undersøgelse. I meget sjældne tilfælde kan der dog optræde komplikationer. Det kan dreje sig om bivirkninger ved udrensningen eller den beroligende og smertestillende medicin, blødning eller hul i tarmens væg, hvis der er taget vævsprøver. Hvis du oplever vedvarende mavesmerter, kraftig blødning eller bliver utilpas efter undersøgelsen, skal kontakte din egen læge eller Lægevagten.
Du får med det samme svar på, hvad lægen har set ved undersøgelsen. Hvis der er taget vævsprøver, går der 2-3 uger, før du får svar på dem. Du får svar i e-Boks eller per brev.
Du må ikke donere blod i 4 måneder efter undersøgelsen.