I biobanken på Hæmatologisk Afdeling opbevarer og registrerer vi biologisk materiale fra patienter med sygdomme i blod- og lymfesystemet. Det biologiske materiale omfatter vævsprøver fra blod, knoglemarv og lymfeknuder og registreres i Dansk CancerBiobank under Regionernes Bio- og GenomBank. Materialet vil kunne bruges, hvis vi i dit fremtidige behandlingsforløb får behov for yderligere undersøgelser, som kan have betydning for din behandling. Materialet kan også blive anvendt til forskning og forbedring af diagnose- og behandlingsmetoder for fremtidens patienter.
Vi tager prøverne i forbindelse med det planlagte undersøgelsesprogram. Det kræver derfor ikke ekstra undersøgelser at få taget prøver til biobanken.
Du bestemmer selv, om du vil afgive vævsprøver til biobanken.
Hvis vi må opbevare dine prøver
Med Datatilsynets tilladelse opbevarer og registrerer vi prøverne med dit CPR-nummer og information om din sygdom. Vi behandler dine personlige oplysninger fortroligt, og vi offentliggør ikke informationer, der kan vise, at de stammer fra dig.
Vi anvender først dit væv til forskning, hvis vi har fået godkendelse af Videnskabsetisk Komité. Det sikrer, at forskningen har høj kvalitet og giver mulighed for ny viden til brug for fremtidens behandling af patienter med en hæmatologisk sygdom.
Hvis rutineundersøgelserne viser, at du ikke har en blod- eller lymfesygdom, destruerer vi automatisk dine vævsprøver i biobanken.
Når du har truffet et valg
Med dit samtykke vil vi opbevare dine prøver til diagnostik og forskning. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage. Det gør du ved at meddele det til afdelingens personale, og vi vil destruere dine prøver.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Du kan læse mere om biobanken på vores hjemmesidewww.aalborguh.rn.dk/biobank.
Samtykke
Jeg giver samtykke til, at Hæmatologisk Biobank må opbevare mine prøver
Navn __________________________________
Dato___________________________________
Underskrift______________________________
Samtykke indhentet af: ____________________
Den udfyldte erklæring afleveres til afdelingens personale. Hvis du ønsker det, kan du få udleveret en kopi.