Indlæggelse ved overstimulerede æggestokke
Du er indlagt på Sengeafsnit for Gynækologi, da dine æggestokke er overstimulerede i forbindelse med din igangværende fertilitetsbehandling. Overstimulering opstår på grund af hormonel påvirkning af æggestokkene.
-
Du er indlagt på Sengeafsnit for Gynækologi, da dine æggestokke er overstimulerede i forbindelse med din igangværende fertilitetsbehandling. Overstimulering opstår på grund af hormonel påvirkning af æggestokkene.
-
Symptomerne kan være forskellige og have forskellige sværhedsgrader. De kan bestå af:
- Mavesmerter
- Oppustethed
- Kvalme
- Opkastninger
- Diarre
- Væskeophobning i benene.
I sværere tilfælde kan der være feber, nedsat urinproduktion, og en følelse af, at det kan være svært at trække vejret helt igennem. Årsagen til det er, at der kan dannes væske i bughulen, men også, at der kan komme væske ved lungerne. Væskegenerne kan afhjælpes af et dræn, som er et tyndt rør, der kan føres ind i bughulen eller lungehulen for at tømme væsken ud.
-
Du bliver ultralydsskannet og røntgenfotograferet
I forbindelse med, at du indlægges, vil du blive ultralydsscannet og eventuelt få taget et røntgenbillede af lungerne. Undersøgelserne viser, hvordan overstimuleringen påvirker dine æggestokke samt dine lunger.
Vi spørger ind til dine smerter
Der kan være smerter forbundet med tilstanden. Det spørger vi ind til og afhjælpe under indlæggelsen.
Blodprøver dagligt og væske i drop
Du vil få taget blodprøver dagligt. Ud fra blodprøverne vurderer vi, hvilke væsker du skal have og hvor meget.
Vi vejer og måler dig hver dag
Hver dag vil vi veje dig og måle dig omkring maven. Grunden til, at vi måler dig omkring maven, er for at se, om der dannes mere væske i bughulen. Samtidig vil vi holde øje med, hvor meget du drikker, og hvor meget du tisser.
Tag imod proteinrig kost
Vi vil tilbyde dig proteinrig ernæring og proteindrikke, fordi de hormonelle ændringer medfører tab af protein fra blodbanen. Du har derfor ekstra behov for at tilføre kroppen protein.
Bevæg dig af hensyn til din blodcirkulation
De hormonelle ændringer indvirker også på blodets størkningsprocesser og kan medføre blodpropper i benene. For at undgå dette, er det vigtigt, at du opretholder en god blodcirkulation:
- Du får støttestrømper på.
- Vi giver dig blodfortyndende medicin hver dag.
- Du skal være ude af sengen i minimum 3 timer hver dag. Det kan være i form af små gåture i afsnittet eller at komme op og sidde i en stol.
Fortæl os, hvordan du har det
Da vi ved, at der kan være mange spekulationer og frustrationer i forbindelse med din situation, er det vigtigt, at du deler dem med os, så vi kan hjælpe dig på bedst mulig måde.
-
Sygemelding
Du kan gå på arbejde, når du føler dig klar til det. Du kan dog forvente at være træt et stykke tid efter udskrivelsen.
Tag smertestillende efter behov
Du kan lindre smerter med smertestillende medicin fra håndkøb. Vi anbefaler:
- Tablet paracetamol a 500 mg (fx Pinex®): 2 styk 4 gange dagligt i 1-2 uger.
Spis energi- og proteinrigt
Du bør spise energi- og proteinrig kost, indtil eventuelle væskeansamlinger er væk. Hent eventuelt inspiration i folderen ’Maden er den bedste medicin’, som vi har udleveret.
Bevæg dig
Det er vigtigt, at du bevæger dig. Du kan fx gå en tur hver dag.
Samleje
Du må genoptage samleje, når du har lyst.
-
Fertilitetsenheden indkalder dig til en opfølgende kontrol.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Sengeafsnit for Gynækologi
Tlf. 97 66 30 93
Vi træffes hele døgnet.