Studerende

I CET er det en vigtig opgave at medvirke til uddannelse af kliniske diætister. På Aalborg Universitetshospital modtages professionsbachelorstuderende i Ernæring og Sundhed fra VIA University College, Århus. De studerende har valgt studieretningen klinisk diætetik og efter bestået eksamen kan de søge om autorisation som klinisk diætist ved Sundhedsstyrelsen.

Hvert forår og efterår modtages 3 studerende på hhv. 9. og 12. modul for 8 uger ad gangen. Forud for den kliniske uddannelse modtager de studerende introduktion til klinikken på VIA University College, Århus. Den kliniske uddannelse afsluttes med en klinisk prøve, som foregår på VIA University College, Århus. Den klinske prøve sker på baggrund af den studerendes skriftlige opgave samt et videoklip fra diætvejledningen, som opgaven omhandler. Desuden skal det kliniske uddannelsesforløb godkendes ud fra den studerendes faglige og pædagogiske kompetencer samt samarbejdskompetencer.

Klinisk diætist Helle Mohr Brøcher er ansvarlig klinisk vejleder for diætiststuderende på Aalborg Universitetshospital. Hun udarbejder undervisningsplan for de studerende i deres forløb her på Aalborg Universitetshospital og varetager den generelle undervisning af de studerende samt forestår forudsætnings- og forventningssamtaler, midtvejssamtaler, evalueringssamtale og en ugentlig planlægningssamtale med den enkelte studerende og den diætist, som aktuelt deltager i den klinisk undervisning. Helle Mohr Brøcher underviser desuden på to refleksionsdage, hvor de øvrige diætiststuderende i Region Nordjylland deltager. Hovedparten af diætisterne på Aalborg Universitetshospital er dog med til at løfte opgaven, så de studerende får indblik i alle specialer.
De studerende skriver hver dag deres oplevelser ned mhp. refleksion over praksis i en elektronisk logbog. Dette er et godt redskab til faglig udvikling. Desuden vil den kliniske diætist, som den studerende følger, kunne se, hvor langt den studerende er nået i den faglige og pædagogiske udvikling, og de kan samme afstemme forventninger og mål til det kommende forløb.

Den kliniske vejleder på Aalborg Universitetshospital arbejder tæt sammen med den regionale uddannelseskoordinator for klinisk diætetik omkring planlægning af de overordnede rammer for det kliniske undervisningsforløb.
Det er blevet vedtaget, at alle kliniske diætister i Region Nordjylland skal have uddannelsen til klinisk vejleder. Desuden tilstræbes, at kliniske diætister, som er uddannet før 2005 og dermed ikke har titlen professionsbachelor, på sigt tilbydes en sundhedsdiplomuddannelse.
På nuværende tidspunkt har 4 af diætisterne i Center for Ernæring og Tarmsvigt fået klinisk vejlederuddannelse.