Hypofysefunktionsundersøgelse type I ambulant

Du skal have foretaget en undersøgelse for at fastslå, om hormonproduktionen i din hypofyse er tilstrækkelig.

Ved undersøgelsen stimuleres en række af de hormoner, som dannes i og frigives fra hypofysen, hvorfra de regulerer kroppens hormonbalance. Stimulationen af hormonsystemerne sker dels ved kortvarigt at sænke dit blodsukker med insulin (hvilket stimulerer dannelsen af væksthormon og binyrebarkhormon), dels ved at indsprøjte et hormonstof (TRH), som stimulerer stofskiftehormonerne. De resterende hormoner vurderes ved almindelige blodprøver.