Mød UAO på Klinisk Biokemisk Afdeling

Læs præsentationen af Stine Linding Andersen - uddannelsesansvarlig overlæge ved Klinisk Biokemisk Afdeling siden 1. juni 2022.

PræsentationUAO Stine Linding Andersen

Hvad er det bedste uddannelsesmæssige tiltag, som i øjeblikket foregår på din afdeling?

Vi er et paraklinisk speciale og derfor er arbejdsdagen for uddannelseslæger ofte anderledes struktureret end i et klinisk vagtbærende speciale.

Vi har for nyligt indført et fast møde hver mandag morgen mellem uddannelseslægerne og UAO. Mødet har til formål at skabe rum for at tale om igangværende arbejdsopgaver, udfordringer og evt. praktiske forhold til afklaring. Det giver en gensidig god fornemmelse af, hvor den enkelte er lige nu og her - og skaber mulighed for et hurtig tip, trick eller anden hjælp til at komme videre med en konkret opgave. 

 

Hvilke erfaringer kunne du tænke dig at høre om fra dine UAO-kolleger?

Jeg kunne tænke mig at høre om, hvordan de andre steder arbejder med balance i vejledning af uddannelseslæger. Mere specifikt, hvordan de balancerer, at uddannelseslægen har ansvar for egen læring, men at vi også som uddannelsessted stiller krav og skal kompetencevurdere.

 

Hvad har du lært i din tid som UAO, som du tænker dine kolleger på andre afdelinger kunne have glæde af at høre?

Jeg har lært, at det kan være nyttigt at tænke uddannelse bredt ind i afdelingen. Som UAO har vi det primære ansvar for uddannelsen af yngre læger, men mange af de forhold, som vi arbejder med og sætter i fokus, er også relevante for andre faggrupper. Gensidigt kan vi inspirere hinanden på tværs af faggrupper, og det skaber en robust forankring af uddannelseselementet i afdelingen.

 

Står I overfor ændringer eller tiltag på din afdeling, som kan smitte af på uddannelsen, og har du gjort dig tanker om, hvordan disse kan imødekommes?

Som speciale er vi i rivende udvikling, der går i retning af mere og mere automatisering, både hvad angår udstyr, prøvetransport og -håndtering. Det er vigtigt, at vi uddannelsesmæssigt følger med denne udvikling og sikrer, at de lægefaglige kompetencer fortsat matcher krav og behov.  Det kræver, at vi til stadighed har fokus derpå lokalt og nationalt inden for specialet.