Vigtig milepæl for kræftbehandlingen i Nordjylland
Efter et års tæt samarbejde mellem Afdeling for Blodsygdomme og Klinisk Immunologisk Afdeling, kan behandling med den avancerede CAR-T-celleterapi nu foregå i Aalborg. Det betyder, at patienter fra Nordjylland fremover kan blive behandlet tættere på hjemmet i stedet for at skulle rejse til København eller Århus.
CAR-T-behandling er avanceret immunterapi, hvor patientens egne T-celler – en type hvide blodlegemer – udtages og genetisk modificeres, så de bedre kan genkende og angribe kræftceller. Herefter gives de ændrede celler tilbage til patienten som en infusion, hvor de skal hjælpe immunsystemet med at få bugt med kræftsygdommen. Behandlingen anvendes til udvalgte patienter med blandt andet visse former for lymfekræft og knoglemarvskræft, hvor anden behandling ikke har haft tilstrækkelig effekt.
For sygeplejerske ved Afdeling for Blodsygdomme Heidi Østergaard Sørensen var det noget helt særligt, da hun og kollegaerne mandag formiddag kunne give den første patient infusionen med CAR-T cellerne:
– Det er en stor dag for os og for patienterne i Nordjylland. Alt forløb lige efter bogen, og det har været en god forløsning på et års arbejde. Det er virkelig dejligt, at vi nu kan tilbyde CAR-T-behandlingen her i Aalborg, siger hun.
Muligheden for behandling i Aalborg handler i høj grad også om at sikre en mere lige adgang til den avancerede immunterapi. For CAR-T behandling er forbundet med et langt og krævende forløb – og det kan få nogle af de mest skrøbelige patienter til at fravælge behandlingen:
– Ved CAR-T-behandling er man indlagt i op til en måned og skal til hyppige kontroller. Derfor betyder det enormt meget, at behandlingen kan foregå tæt på hjemmet. Det gælder ikke mindst for de mest skrøbelige patienter, som kan være mindre tilbøjelige til at rejse langt for behandling. Derfor er det nye tilbud også med til at sikre, at alle får lige adgang til behandling, siger ledende overlæge ved Klinisk Immunologisk Afdeling, Thure Haunstrup.

Teamet, der mandag varetog den første CAR-T-behandling i Nordjylland.
Logistik og forberedelse
At nå dertil, hvor behandlingen også kan foregå i Aalborg, har krævet hårdt arbejde og masser af forberedelse, fortæller overlæge ved Afdeling for Blodsygdomme Paw Jensen:
– Vi har længe haft et ønske om at kunne tilbyde CAR-T-behandling, og vi har arbejdet intensivt sammen om at nå dertil, hvor vi er i dag. Der er et stort logistisk apparat, der skal fungere – lige fra patienten møder ind på afdelingen for at få høstet de hvide blodlegemer, der skal sendes til Holland for at blive modificeret – til vi modtager og håndterer cellerne og transporterer dem retur til afdelingen, hvor de gives til patienterne, forklarer han.
En vigtig del af forberedelserne har desuden handlet om at uddanne personalet i en behandling, der adskiller sig fra traditionel kemoterapi.
– Bivirkningerne er anderledes end dem, vi normalt håndterer. Derfor har undervisning været helt central. Alle har fået den samme undervisning, så vi er velforberedte, siger Paw Jensen.
Del af en større udvikling
På Afdeling for Blodsygdomme forventer man, at omkring 20 patienter med lymfe- og knoglemarvskræft om året fremover vil blive behandlet med CAR-T. Men det tal vil sandsynligvis stige støt de kommende år.
– Immunterapi som begreb kommer uden tvivl til at fylde mere i fremtiden og vil på sigt kunne skubbe kemoterapien i baggrunden. De nye behandlinger har mindst lige så god eller bedre effekt end det, vi har i forvejen – og ofte færre bivirkninger, fortæller han.
Han forventer derfor, at behandlingen på sigt også vil omfatte andre typer af kræft – og måske også andre sygdomsgrupper, for eksempel inden for det reumatologiske område.