Samarbejde om hjertetjek forbedrer patientforløb
- Det er først og fremmest rigtig godt for patienterne, at vi skaber endnu mere sammenhæng i deres forløb.
Det mener, cheflæge ved Onkologisk Afdeling, Anders Krog Vistisen. Han er glad for, at hans afdeling nu kan tilbyde en stor gruppe kræftpatienter at få tjekket deres hjertepumpefunktion samme sted, som de modtager deres kræftbehandling.
Den ændrede procedure, som er blevet til i samarbejde med Kardiologisk Afdeling, gælder for især brystkræftpatienter, som er i såkaldt HER2-rettet behandling. Disse patienter skal rutinemæssigt have tjekket deres hjerte, for at se om behandlingen HER2-rettet medicin har negativ påvirkning af hjertets pumpefunktion.
Hidtil har den undersøgelse foregået på Nuklearmedicinsk Afdeling, men i det nye setup kan patienterne undersøges i forbindelse med, at de får deres behandling på Onkologisk Afdeling.
- Tidligere fik patienterne en tid på Nuklearmedicinsk Afdeling til en skintigrafisk undersøgelse, hvor de først skulle have indgivet et radioaktivt sporstof, hvorefter de blev undersøgt med et gammakamera – en såkaldt MUGA-skanning. Udover at undersøgelsen tager forholdsvis lang tid, kan det være logistisk udfordrende i forhold til at sikre et så sammenhængende behandlingsforløb som muligt, fortæller Anders Krog Vistisen.
Kvalitetsmæssig forbedring
Med den nye procedure bliver patienterne undersøgt af en ekko-tekniker fra Kardiologisk Afdeling, som med en ultralydsskanner kontrollerer hjertets pumpefunktion.
- Europæiske guidelines på området anfører, at ultralyd er bedre end MUGA-skanningerne, og det giver os en bedre chance for at tilrettelægge et smidigt og sammenhængende forløb for patienterne, siger Anders Krog Vistisen og uddyber:
- Nu har vi en fælles ressource, så undersøgelsen kan ske den dag, hvor patienterne alligevel skal til behandling.
Udover at undersøgelsen sparer tid for patienterne, har det har den nye samarbejdsaftale også betydet en kvalitetsmæssig forbedring, fortæller ledende overlæge og ekko-ansvarlig ved Kardiologisk Afdeling, Ulrik Christiansen:
- Dels skåner man med ultralydsundersøgelser patienten for stråling og radioaktive stoffer. Desuden kan der være rytmeforstyrrelser, som gør, at MUGA-skanningen kan være vanskelig at analysere.
Han forklarer, at når undersøgelsen fanger en patient med faldende pumpefunktion, skal han eller hun vurderes af en hjertelæge og en onkolog med henblik på at beslutte den fortsatte behandling.
- En udfordring ved den gamle MUGA-skanning har været, at den i nogle tilfælde har givet et indtryk af, at patientens hjertepumpefunktion var ringere, end den var, siger Ulrik Christiansen.
Ekkoteknikerne June Klitgaard, Mona Krabbe Bohn Petersen og Thea Findinge.
Stor lydhørhed
Det var med anbefalingerne fra en ny europæisk guideline i ryggen, at Anders Krog Vistisen fik bevilget midler via hospitalets apparaturpulje til at indføre den nye procedure.
- Ultralydsundersøgelser af hjertepumpefunktionen er allerede indført andre steder i landet, og er samlet set er den ikke dyrere end MUGA-skanningerne. Når vi samtidig kan sandsynliggøre, at fagligheden ligefrem forbedres, samtidig med at vi forbedrer forløbet i respekt for patientens tid, er der heldigvis stor lydhørhed i organisationen til, at tiltag som disse, kan implementeres relativt uproblematisk, siger Anders Krog Vistisen.
I forbindelse med det nye setup er der indrettet et lokale på Onkologisk Afdeling til formålet. Der er desuden ansat yderligere en ekkotekniker, så der er nu er tre om at varetage skanningerne:
- Da vi fik samarbejdet på plads og regnet på omfanget af ultralydsscanninger, kunne vi se, at det ikke var tilstrækkeligt med de ekkoteknikere, der allerede var ansat, men nu har vi holdet på plads, siger ledende oversygeplejerske i Kardiologisk Ambulatorium Mariann Tousgaard.
Den første patient blev skannet den 19. september, og forventningen er, at den nye praksis er fuldt implementeret til årsskiftet.
Forfatter: Kommunikationskonsulent Peter Friis Jeppesen, pfj@rn.dk