Bliv inspireret til en forskningskarriere

Hør om de forskellige karrieremuligheder, der eksisterer inden for forskning og kliniske forsøg, når Nordsjællands Hospital og Trial Nation afholder forskningskarrieresymposiet "Research Career Opportunities for Healthcare Professionals" i Hillerød.

Symposiet har til hensigt at inspirere sygeplejersker, fysioterapeuter, jordemødre, bioanalytikere og andre sundhedsprofessionelle til at gøre karriere inden for forskning i både offentligt og privat regi.

Du får indsigt i de mange forskelligartede karrierevalg, der eksisterer for både dig, der er nyuddannet og dig, der har mere erfaring. Du får mulighed for at udvide din horisont og skabe nye bekendtskaber, der kan hjælpe dig videre i din karriere inden for eksempelvis akademisk forskning eller kliniske forsøg. 

Symposiet består af tre sammenhængende temasessioner med i alt 15 forskellige oplægsholdere fra forskningsinstitutioner i Danmark, England, Sverige og Australien. Hver session slutter med paneldiskussioner og spørgsmål fra salen.

Symposiet finder sted tirsdag den 21. maj 2019 fra kl. 9 – 16 i auditoriet på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Symposiet foregår på engelsk. Alle er velkomne. Tilmeldingsgebyret er på 50 Euro / 375 DKK og inkluderer forplejning. Fristen for tilmelding er den 7. maj kl. 9.

Læs mere på 
https://www.nordsjaellandshospital.dk/research2019