Unge forskere leverede stærk indsats ved årets Thoraxanæstesiologiske Symposium
Medicinstuderende Frida F. Petersen og Bertram Vorm, nyuddannet cand.med., deltog under vejledning af speciallæge og klinisk lektor Jannie Bisgaard Stæhr fra Forskningsenhed for Anæstesi- og Intensivafdeling. På symposiet præsenterede de resultater fra deres igangværende forskning inden for det thoraxkirurgiske område.
Fridas projekt undersøger feasibility af Navigate Pain, der er et webbaseret redskab til smerterapportering hos patienter, som har gennemgået hjertekirurgi. Formålet er at vurdere anvendeligheden af digitale løsninger til monitorering og håndtering af postoperative smerter.
Bertram præsenterede sit arbejde om evidensen for perioperativ anvendelse af glukokortikoid ved skopisk kirurgi for lungecancer. Resultaterne indikerer en mindre reduktion i postoperative smerter og opioidforbrug samt en signifikant reduktion i forekomsten af postoperativ kvalme og opkastning (PONV).
Præsentationen blev præmieret med en flot 2. plads i foredragskonkurrencen.
Thoraxsymposiet afholdes i samarbejde mellem Thoraxudvalget under Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin og bestyrelsen for Dansk Thoraxkirurgisk Selskab. Arrangementet samlede læger, sygeplejersker og fysioterapeuter fra landets fire hjertecentre.
Årets tema var ”Præ- og postoperativ optimering” med særligt fokus på den skrøbelige patient. Programmet bød blandt andet på oplæg fra Ismail Gögenur, professor i kirurgi ved Center for Surgical Science, og Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi.

Vigtigt med studerende i forskning
Jannie Bisgaard Stæhr fortæller, at Forskningsenhed for Anæstesi- og Intensivafdeling har stort fokus på at styrke medicinstuderendes forskningskompetencer. Det giver de studerende mulighed for at udvikle både akademiske og kliniske færdigheder, styrke deres karrieremuligheder og bidrage til innovation og udvikling i sundhedsvæsenet. Samtidig får de mulighed for tidligt at blive en del af faglige netværk, deltage i kongresser og arbejde med projekter, der i flere tilfælde fører til videnskabelige publikationer.
- Medicinstuderendes deltagelse i forskning betyder meget for mig. Det giver en helt særlig energi at arbejde med unge mennesker, der er drevet af en oprigtig nysgerrighed og begejstring for specialet, siger Jannie Bisgaard Stæhr og fortsætter:
- Tidlig involvering i en dynamisk forskningsgruppe er inspirerende for de medicinstuderende, som ofte får lov at bidrage til flere projekter med forskellige opgaver - og hvis man får en god idé og har tæft for forskningen, er det den bedste vej ind i karriere, der er krydret med udvikling, kongresser og spændende netværk, siger hun.
Hun fortæller, at mange kandidatspecialer bliver publiceret, og at flere studerende allerede har præsenteret deres projekter på både nationale og internationale kongresser.